Barfoed står tilbage som den helt store vinder, efter at det lykkedes de borgerlige at lave forlig med regeringen om skatten

Det lignede en umulig opgave, da de konservatives leder, Lars Barfoed, i går var ude indtrængende at bede Venstre, der havde meldt sig selv ud af forhandlingerne en lille uge tidligere, om at vende tilbage til skatteforhandlingerne.

En overgang lignede det, at de konservative og Liberalt Alliance kunne lave en aftale med regeringen. Men da man i den konservative lejr fornemmede, at det godt kunne blive svært at få Liberal Alliance til at give sig tilstrækkeligt, til at det var noget regeringen kunne accepterer, var det at Lars Barfoed gik på banen med sin indtrængende bøn til Venstre om at komme tilbage. Barfoed var klar over, at uden enten Liberal Alliance eller Venstre ombord, var det samtidig et farvel til de skattelettelser partiet så brændende ønskede sig.

Det faktum at det overhovedet lykkedes Barfoed at få talt Venstre tilbage til forhandlingsbordet, fik i går TV2’s politiske kommentator, Henrik Qvortrup, til, overfor BT, at udråbe Barfoed til den helt store vinder i skatteforhandlingerne.

- Uanset hvordan det går, så står Lars Barfoed i dag som den borgerlige politiker, der kæmpede for, at regeringen ikke skulle ende i hænderne på Enhedslisten. Det kan godt være, at det ikke lykkes – men han kæmpede, sagde han.

Nu lykkedes det. Forliget er i hus. Alligevel er Barfoed lidt forsigtig med at tage al for meget af æren.

- Jeg vil ikke give mig selv og mit parti karakter på den måde, men jeg vil da sige, at det er en meget meget vigtig dag for Det Konservative Folkeparti, at vi har opnået det, som vi har med denne aftale.