Regeringen har fuldstændigt forsømt erhvervslivet, og det kan kun gå for langsomt med reformer på området, mener K-formand om regeringens økonomiske redegørelse, der spår minusvækst for 2012.

- Det er en trist historie, regeringen nu er tvunget til at fortælle.

Det mener de Konservatives formand, Lars Barfoed, efter at have studeret regeringens økonomiske redegørelse, der torsdag blev fremlagt, og som stik imod tidligere forventninger kalkulerer med minusvækst i Danmark i 2012.

Regeringen taler meget om at skabe arbejdspladser, men den gør ingenting.

- I den nye finanslov har regeringen fuldstændigt forsømt at gøre noget for erhvervslivet, så vi kan få skabt flere arbejdspladser i danske virksomheder. Derfor vil ledigheden stige næste år, og den økonomiske vækst i bedste fald blive nølende, så det haster med den erhvervspakke, som Konservative længe har efterlyst, siger Barfoed

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) fremlagde torsdag formiddag økonomiske redegørelse.

- 2012 blev ikke det år, vi havde troet eller håbet på, for så vidt angår væksten. 2012 lander på en tilbagegang på 0,4 procent. Det kræver hårdt arbejde at komme ud på den anden side efter faldet i produktionen. Men det vender. Ikke voldsomt, men der bliver positiv vækst i Danmark i 2013 og 2014, sagde ministeren, der henviste til rapportens vækstskøn på henholdsvis 1,2 og 1,6 procent for de to år.

Desuden forventes det, at der vil være 168.000 ledige til nytår, hvilket er 4.000 mere end i regeringens seneste prognose. Stærkt kritisabelt, mener de Konservatives formand.

- I det omfang regeringen overhovedet er i stand til at skabe eller fastholde arbejdspladser, er fokus på offentlige arbejdspladser. Men det er nu en gang den private sektor, der skal drive væksten og skabe indtjening til Danmark. Derfor er mere konkurrencedygtige vilkår til erhvervslivet helt nødvendigt, siger Barfoed.