De Konservative vil afskaffe forsøgsordning med hurtig skilsmisse, som nu ser ud til at ramme Barfoed selv

De Konservative er modstander af, at folk kan blive skilt straks, selv hvis begge parter er enige om det.

Ét er dog, hvad partiet mener. Noget andet er, hvad Lars Barfoed tilsyneladende mere eller mindre er blevet tvunget til at acceptere, da hans kone gennem nogle år, Vibeke Sylvest Barfoed, forleden stod frem og sagde, at hun har begæret en straks-skilsmisse. Tilmed begrundet i hans påståede utroskab.

Lars Barfoed har trods gentagne forespørgsler ikke ønsket at give sin version af sagen, men noget tyder på, at han er fanget i et dilemma mellem sine politiske holdninger og sine private affærer.

Partifællen Tom Behnke bekræfter, at lyn-skilsmisser er imod partiets politik. De Konservative vender sig principielt imod, at man bare kan blive skilt fra den ene dag til den anden og uden at vente det halve eller hele år, som separationsperioden normalt er.

Klar afvisning af lyn-brud

Da regeringen sidste år indførte et forsøg med lyn-skilsmisser i Region Syddanmark, var Tom Behnke ganske klar i sin afvisning.

Han mente dengang, at ægteskab ikke er noget, som man løber ind og ud af. Det er noget velovervejet og vigtigt, som bliver indgået mellem en mand og en kvinde efter kristne traditioner.

Og selv om forsøgsordningen har været så stor en succes, at regeringen, med støtte fra Liberal Alliance og Enhedslisten, vil gøre den permanent over hele landet, står De Konservative fast.

- Vi har den opfattelse, at ægteskabsloven er glimrende, som den er. Man har mulighed for betænkningstid, og der er også mulighed for at blive skilt med det samme. Man kan blive skilt efter et halvt år, hvis man er enig om det, og på et år, hvis man er uenig, siger Tom Behnke.

Han understreger, at hans udtalelse ikke skal opfattes som en kommentar til Lars Barfoeds aktuelle sag.

- Jeg udtaler mig alene om partiets politik, og selv om jeg ikke længere er partiets familieordfører, kan jeg godt bekræfte, at vi er imod forslaget om at gøre skilsmisser lettere.

- Lynskilsmisser er med til at undergrave og nedgøre ægteskabet. Ægteskabet er ikke bare et stykke papir. Det er noget andet og mere, siger Tom Behnke.

Skilt på deres glatte ansigt

Regeringen aftalte i november med Liberal Alliance og Enhedslisten at gøre det muligt for kriseramte par at droppe separationen og skride direkte til skilsmisse – også uden de behøver henvise til vold eller utroskab i ægteskabet. Et lovforslag ventes fremsat i løbet af foråret.

I mellemtiden kan danskere hjemmehørende under Statsforvaltningen Syddanmark fortsat møde op og blive skilt på deres glatte ansigt. Rekorden er 12 minutter, fra parret henvendte sig ved skranken, og til de gik ud ad døren igen.Vibeke Sylvest Barfoed bor i øvrigt i parrets sommerhus på Langeland, der hører under Region Syddanmark.

Fakta om separation og skilsmisse:

Man kan i visse tilfælde blive skilt med det samme. Det gælder, hvis der er tale om utroskab, grov vold, bigami eller bortførelse af børn.

Man skal være separeret i seks måneder, hvorefter man kan skilles, hvis begge parter er enige om det. Hvis de er uenige, må man vente i endnu seks måneder.

40 pct. af alle ægteskaber ender i skilsmisse.

I 2011 blev 14.484 par skilt.