Det bliver en af de fire ekskluderede Venstre-medlemmer, der bliver ny borgmester i Fredericia efter Thomas Banke.

Det står klart, efter at Socialdemokraterne og SF lørdag meldte ud, at de støtter en af de fire, skriver TV Syd.

Med udmeldingerne er der et flertal på 14 ud byrådets 21 medlemmer, der støtter, at Thomas Bankes afløser skal findes blandt enten Peder Hvejsel, Kenny Olsen, Hanne Lumby eller Børge Larsen.

Alle fire er p.t. løsgængere, idet den lokale Venstrevælgerforening ekskluderede dem onsdag aften.

Den detroniserede borgmester Thomas Banke (V) trak sig i torsdags som borgmester for byen efter at der i en måned havde været alvorlig kritik af ham på grund af bilagsrod, misbrug af kommunens kreditkort og morfin-misbrug.

17. december stiller et samlet byråd i Fredericia og Venstres bestyrelse i Fredericia et mistillidsvotum til Thomas Banke, og opfordrer ham til at gå af.

7. januar i år meddeler Venstres bestyrelse i Fredericia, at man alligevel bakker op om Thomas Banke, som de opfordrer til at vende tilbage til borgmesterposten.

Den 9. januar begynder farcen i Venstre i Fredericia for alvor. Først bliver Thomas Banke ekskluderet af de fire Venstre-byrådmedlemmer, Hanne Lumby, Kenny Bruun Olsen, Børge Larsen og Peder Hvejsel. De fire byrådsmedlemmer bliver derefter selv ekskluderet af bestyrelsen i Venstre i Fredericia, og om aftenen indlemmer det sidste tilværende byrådsmedlem, Pernelle Jensen, Thomas Banke i partiet igen.

Ifølge tvsyd.dk er Peder Hvejsel eller Kenny Olsen favorit til at indtage borgmesterstolen, men ingen af dem ønsker lørdag at oplyse, hvem af de to, der bliver borgmester.

Søndag mødes partierne til forhandlinger - og her ventes navnet på den ny borgmester at kunne offentliggøres, skriver tvsyd.dk.