De tidligere venstremedlemmer Peder Hvejsel og Kenny Olsen er favoritter til at overtage borgmesterkæden efter Thomas Banke i Fredericia Kommune. Hvem af dem, det bliver, offentliggøres søndag.

Det bliver ifølge bt.dk en af de fire ekskluderede Venstre-medlemmer, der bliver ny borgmester i Fredericia efter Thomas Banke.

Det står klart, efter at Socialdemokraterne og SF lørdag meldte ud, at de støtter en af de fire, skriver TV Syd.

Med udmeldingerne er der et flertal på 14 ud byrådets 21 medlemmer, der støtter, at Thomas Bankes afløser skal findes blandt enten Peder Hvejsel, Kenny Olsen, Hanne Lumby eller Børge Larsen.

SFs gruppeformand i Fredericia Jane Findahl siger til BT, at SF, Socialdemokraterne, Mads Lund fra Borgergruppen og de fire ekskluderede Venstre-folk vil arbejdet sammen.

- Det er dem, vi vil arbejde sammen med. Vi vil ikke nu pege på en bestemt borgmesterkandidat. Vi har ikke noget krav ud over, at det er os 15, som sætter os omkring bordet og får bragt Fredericia ud af det her kaos, siger Jane Findahl.

Alle fire er p.t. løsgængere, idet den lokale Venstrevælgerforening ekskluderede dem onsdag aften.

Favorit til at indtage borgmesterstolen er Peder Hvejsel eller Kenny Olsen, men ingen af dem ønsker lørdag at oplyse, hvem af de to der bliver borgmester.

Søndag mødes partierne til forhandlinger - og her ventes navnet på den ny borgmester at kunne offentliggøres, skriver tvsyd.dk.

Ifølge BTs oplysninger holder Socialdemokraterne og SF møde i morgen, men det er ikke borgmestervalget, som er på programmet.

Et af de fire ekskluderede Venstre-byrådsmedlemmer, Hanne Lumby, bekræfter over for BT, at de fire ekskluderede Venstrefolk mødes i morgen søndag, hvor den tidligere Venstre-gruppeformand Peder Hvejsel, er kommet hjem til Danmark efter at have været i USA.

Mads Lund, som er konstitueret borgmester og medlem af Borgergruppen siger, at han er blevet indkaldt til et møde søndag af en af de fire ekskluderede Venstrefolk, men vi ikke udtale sig om mødets karakter.