Frygten for MRSA-bakterien får sundhedsminister Nick Hækkerup til at lukke en lang række svinestalde for besøg udefra.

Skolebørn og andre må ikke længere besøge stalde, hvor der er grise, som er smittet med MRSA-bakterien.

Det fortalte sundhedsminister Nick Hækkerup (S) onsdag i forbindelse med et samråd, hvor han sammen med fødevareminister Dan Jørgensen (S) redegjorde for, hvordan regeringen vil bekæmpe MRSA-bakterien.

»Der er ingen grund til at lade børn eller andre komme ind og besøge gårde, hvor der er MRSA-smittede grise, fordi der er en risiko for - ikke en stor risiko, men en risiko - for, at de bærer smitten med ud i samfundet,« siger Nick Hækkerup og tilføjer:

»Der er tale om en bakterie, der er resistent, så vi vil gøre, hvad vi kan for at undgå, at den bliver spredt til resten af samfundet. Så forsigtighed tilsiger, at vi holder igen med besøg.«

Nick Hækkerup understreger, at hvis svækkede personer smittes med MRSA, kan det få alvorlige konsekvenser.

»Der er noget, der tyder på, at et meget stort antal gårde er ramt af smitten, og der er noget, som tyder på, at antallet af mennesker, som er smittet med MRSA, er kraftigt stigende,« siger sundhedsministeren uden at sætte antal på.

»Vi har at gøre med en bakterie, som er resistent, og det vil sige, at får man den og er svækket i forvejen, så kan det have meget alvorlige konsekvenser,« siger Nick Hækkerup.