Der er brug for en større økonomisk indsprøjtning til sundhedsområdet end den, som SR-regeringen har foreslået, mener flere af Venstres lokalformænd.

Regeringen foreslår i sit finanslovudspil at bruge fem milliarder kroner over de kommende fire år til at løfte sundhedsområdet. Venstre har kritiseret regeringen for at spille højt spil med Danmarks økonomi med finanslovforslaget, men netop på sundhedsområdet er der brug for en endnu større økonomisk indsprøjtning, mener flere af Venstres lokalformænd. Det skriver Jyllands-Posten.

Dermed lægger de pres på partiledelsen, der endnu ikke har fremlagt sit finanslovudspil.

»Jeg forestiller mig da, at Venstre har mere end fem milliarder kroner mere til sygehusene. Ikke bare for at overbyde, men fordi det er nødvendigt,« siger lokalformand i Ishøj Lars Jensen (V) til avisen.

Lokalformand i Hvidovre Jacob Christensen (V) og lokalformand på Norddjurs Inge Dorte Mandrup (V) er ifølge Jyllands-Posten ligeledes overbevist om, at der er brug for endnu flere penge til sundhed.

Også lokalformand i Frederikshavn Henrik Buchhave (V) mener, at der skal afsættes flere penge: Ifølge ham skal beløbet op på ti eller 12 milliarder kroner bare for at holde status quo.

Jyllands-Posten har spurgt partiets knap 100 lokalformænd, hvad de mener om beløbet. 27 lokalformænd har svaret, og af dem mener 12, at der skal sættes flere penge af, mens to mener, at der skal sættes færre penge af, og resten finder beløbet passende.

Sundhedsordfører for Venstre Sophie Løhde (V) siger til Jyllands-Posten, at hun er enig i, at sundhedsområdet skal prioriteres højt, og at det også vil fremgå af Venstres finanslovforslag.