Fem gange nævnte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) beløbet 39 milliarder kroner, da hun i går holdt pressemøde med den radikale leder, Morten Østergaard.

Hele ti gange er det svimlende beløb nævnt i det skriftlige udspil »Danmark på sikker kurs«, som blev fremlagt i går og ikke kan opfattes som andet end regeringens valgoplæg. 39 milliarder kroner mere til offentlig velfærd er nemlig ifølge regeringstoppen selve forskellen på dem og Venstre.

Helle Thorning-Schmidt (S) understregede gange vist, at der »ikke bliver tale om luksus«, at det er »en beskeden vækst i det offentlige«, og at det bliver svært at holde.

Ikke desto mindre er regeringen glad for de 39 milliarder kroner, som, man med et gammelt prokuratorkneb har regnet sig frem til, udgør det økonomiske råderum frem til 2020.

For det lyder af mange penge, og tallet vil givetvis blive gentaget til hudløshed af socialdemokrater og radikale landet over, indtil valg­stederne lukker.

Men det er absolut peanuts i det store nationalregnskab.

De akkumulerede milliarder

Tal er taknemmelige, og metoden med akkumulerede milliarder, der syner af noget, har været prøvet før. Det, der ligner mange ekstra milliarder, er i virkeligheden blot en fremskrivning af offentlige udgifter på et meget lavt niveau.

Historisk lavt faktisk. Frem til 2020 vil de offentlige udgifter i regeringens 2020-plan vokse med i gennemsnit 0,6 procent om året. Det vil sige ekstra tre milliarder kroner hvert år, og akkumuleret bliver det til 39 milliarder kroner mere brugt i 2020 i forhold til Venstres nulvækst.

Det er om de penge, råderummet, slaget i valgkampen skal slås. Skal de gå til mere velfærd, lavere skat eller måske afvikling af gæld.

Set i den store målestok er det et meget lille beløb.

De samlede offentlige udgifter skønnes i 2015 at blive på i alt 1.092 milliarder kroner.

Så de 39 milliarder akkumuleret over fem år skal holdes op mod i alt 5.499 milliarder kroner, som vil være det samlede offentlige forbrug i de fem år frem til 2020.

Til sammenligning er den offentlige vækst i år på 0,8 procent, og sidste år var den 1,4 procent.

137.000 flere danskere over 70 år

Milliarderne vil med lidt held kun med nød og næppe følge med de stigende udgifter, der følger af en ændret befolkningssammensætning. I 2020 vil der eksempelvis være 137.000 flere danskere, som er over 70 år.

Det medfører ekstra udgifter til sundhedsvæsenet, pensioner og ældrepleje. Regeringen siger, at den vil prioritere sundhed, ældre, børn, uddannelse, grøn omstilling og tryghed med de 39 milliarder.

Når man spreder dem så meget, er de hurtigt brugt, og det interessante bliver i virkeligheden at fokusere på de områder, der ifølge regeringen ikke skal vokse. For her bliver der reelt tale om nedskæringer.

Men hvad kan man få for tre mia. kroner om året, hvis man frit kunne vælge?

Beløbet svarer nogenlunde til, hvad det vil koste at bygge 900 meter af den kommende Femern-forbindelse eller at drive den danske folkeskole i en lille måned. Eller man kan udbetale folkepension i ni-ti dage eller få to tredjedele supersygehus i Køge.

Det er den uafhængige tænketank Kraka, der har regnet på, hvad tre milliarder kroner svarer til.

Fogh brugte også knebet

Metoden med de akkumulerede milliarder blev opfundet af embedsmændene i Finansministeriet, der i 2005 forberedte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) valgudspil, som han præsenterede på valgkampens første dag.

En kæmpe pulje penge på 24 milliarder kroner til ekstra velfærd skulle ifølge Fogh give Danmark »et gevaldigt løft fremad«.

I medierne blev det fejlagtigt udlagt som en gigantisk gavebod fra VK-regeringen og var med til alvorligt at stække Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft.

Fogh Rasmussen, som var blevet beskyldt for at ville skære den offentlige sektor ned til sokkeholderne, pakkede på valgkampens første dag sin udfordrer ind i noget, der lignede en gaveregn, som de færreste kunne gennemskue.

De mange milliarder lignede en ny kurs, men var det i realiteten ikke. De 24 mia. kroner repræsenterer tværtimod den laveste offentlige udgiftsvækst i nyere tid. Og det lykkedes aldrig Mogens Lykketoft og Socialdemokraterne at forklare vælgerne, at det i virkeligheden var et skønmaleri. Siden er alle blevet klogere. Og 39 mia. kroner, som vi vil høre igen og igen, er heller ikke noget løft af den offentlige sektor.

I Venstre må man tage stilling til, om man vil føre valgkamp på, at det i det store billede er det samme som nulvækst, og at der ikke er nogen forskel på regeringens og Venstres kurs, eller at det er socialdemokratisk overforbrug og uansvarlighed.