Flere end 3.000 flygtninge er omkommet i Middelhavet i år, og humanitære organisationer frygter, at flere vil dø, når redningsindsatsen ændres 1. november.

Skal man bare lukke øjnene og lade dem drukne til skræk og advarsel for andre? Eller skal man gøre alt for at redde dem, der vover sig ud på en livsfarlig færd på vej til Europa? Dilemmaerne står i kø i Middelhavet. Det skriver Berlingske.

Lørdag vil nye, overfyldte både af tvivlsom kvalitet gå i vandet fra den libyske kyst i forsøget på at fragte flygtninge til Europa. Flygtningestrømmen over Middelhavet til Italien har nu rundet 150.000 alene i år. De er i stort omfang blevet reddet fra faldefærdige både af de italienske myndigheder. Men lørdag den 1. november ændres indsatsen i Middelhavet, og der er tvivl om den fortsatte redningsaktion, når EU søsætter sin nye grænsepatrulje kaldet Triton.

For godt et år siden sank en af de faldefærdige både ud for den sydlige italienske ø Lampedusa, og flere end 360 flygtninge omkom. Det fik Italien til at søsætte en omfattende redningsindsats i Middelhavet kaldet Mare Nostrum – Vores hav. Mare Nostrum har med en større italiensk flådestyrke opereret ganske tæt på den nordafrikanske kyst og samlet tusinde og atter tusinde flygtninge op. Men trods indsatsen har flere end 3.000 flygtninge i år mistet livet i forsøget på at krydse Middelhavet i plimsollere ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR). Flygtningestrømmen i Middelhavet er i år allerede det dobbelte af den hidtidige rekord i 2011.

Mare Nostrum har imidlertid kostet Italien mange penge og lagt beslag på så stor en del af landets militære flåde, at Italien har bedt EU om mere hjælp til at håndtere det massive flygtningepres. EUs agentur for grænsekontrol, Frontex, lancerer derfor lørdag grænsepatruljen Triton, der skal assistere de italienske myndigheder. Men Triton er en grænsepatrulje, mens Mare Nostrum har været en decideret redningsaktion. Triton vil holde sig inden for 30 sømil af den italienske kyst, mens Mare Nostrum har søgt efter og reddet flygtninge helt tæt på den nordafrikanske kyst. Tritons budget er kun på en tredjedel af Mare Nostrums.

Da EUs justits- og indenrigsministre tidligere i oktober sagde god for Triton, benyttede Italiens indenrigsminister, Angelino Alfano, lejligheden til at annoncere, at Italien vil stoppe Mare Nostrum. Frontex reagerede straks med at sige, at Triton slet ikke kunne afløse Mare Nostrum, da det er to helt forskellige typer af operationer.

Udsigten til, at Mare Nostrum indstiller sine redningsaktioner, har fremkaldt hårde reaktioner fra humanitære organisationer over hele Europa. Det strider mod alt, hvad Europa står for, ikke at forsøge at redde så mange som muligt af de mennesker, der bevæger sig ud på den dødsensfarlige færd til Europa, mener generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm:

»Med den tilgang til verden, Europa har, og det værdigrundlag Europa prædiker, og som er bragt ind i alle mulige konventioner, som Europa enten har været med til at skrive eller har skrevet under, så er det vanskeligt at mene, at Europa kan vende ryggen til, at mennesker drukner i tusindtal i Middelhavet. Det handler om respekten for det enkelte menneske.«

Det har især fået de humanitære organisationer op af stolene, at en del af debatten om Mare Nostrum har handlet om den såkaldte »pull«-effekt. At jo større redningsindsatsen er, des flere flygtninge vil prøve lykken og forsøge at krydse Middelhavet, fordi risikoen for at omkomme er mindre. Justitsminister Mette Frederiksen (S) mener imidlertid, at denne selvforstærkende effekt er et faktum:

»Der er i 2014 under Mare Nostrum omkommet langt flere mennesker i Middelhavet end i 2013. Det skyldes blandt andet, at menneskesmuglerne forlader sig på, at migranterne bliver opsamlet af Mare Nostrum-flåden ganske tæt på den nordafrikanske kyst og derfor anvender mere og mere faldefærdige både, som er ude af stand til at nå frem til det europæiske fastland,« udtaler justitsministeren i en skriftlig kommentar til Berlingske.

I Storbritannien kom juniorminister med særligt ansvar for migration Lady Anelay i stormvejr hos de humanitære organisationer i denne uge for et lignende svar til Overhuset. Den britiske regering mener, at redningsoperationer som Mare Nostrum lokker flere ud i druknedøden, slog hun fast.

Anders Vistisen (DF), som er nyvalgt medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti, er sin gruppes ordfører på området. Han siger, at der ikke er nogen nemme løsninger – heller ikke at fortsætte Mare Nostrum indsatsen.

»Vi skal selvfølgelig samle folk op, som er i nød, men vi kan altså ikke have, at man kan sejle 30-40 kilometer ud for Afrikas kyst i en båd uden vand og forsyninger, sende nødsignaler op og håbe på, at man bliver fundet af et europæisk skib, før man drukner. Det er helt uholdbart,« siger han og tilføjer:

»Selv hvis vi havde den samlede flådestyrke fra EU-landene til at redde flygtninge, så tror jeg ikke, man vil kunne imødekomme den efterspørgsel, der vil være. Man vil hurtigt finde ud af, at der er endnu større chance for at komme den vej over.«

Det er imidlertid langtfra alle, der køber denne forklaring om, at Mare Nostrum har haft en selvforstærkende effekt.

Den italienske flådeadmiral for Mare Nostrum, Filippo Maria Foffi, konstaterede på en konference i Bruxelles i denne uge, at folk, der siger det, ganske enkelt ikke aner, hvad de taler om. Andreas Kamm siger:

»Den slags spekulationer i, at hvis vi nu lader folk drukne, så er der nok færre, der tager ud på vandet, har vist sig faktisk at være forkerte. Tusindvis er druknede alligevel. Hvis man ved en lille smule om vilkårene for de flygtninge, der eksempelvis er nået til Libyen, vil man vide, at det er så horribelt og skræmmende, at flygtninge nemt betragter turen over Middelhavet som gode odds, selv om de kender truslen.«

Flere danske politikere er også i oprør over udsigten til, at flere kan drukne på vej til Europa, og at det bliver retfærdiggjort som en strategi for at få flere til at blive på den nordafrikanske kyst.

»Man passer på grænserne i stedet for menneskene. Det er desværre en diskurs, der har overtaget opmærksomheden ikke mindst i Danmark på det pinligste. Der er altså ikke nogen, der sætter sig ud i en plimsoller, uden at de er nødt til det. Der er ikke nogen, der flygter for deres fornøjelses skyld, og jo sværere vi gør det, des dyrere og farligere veje må de finde, og jo mere hjælper vi menneskesmuglerne,« siger Margrete Auken (SF), som sidder i Europa-Parlamentet for SF.

Hvor hurtigt Italien vil neddrosle Mare Nostrum blev ikke klarere i denne uge, da Filippo Maria Foffi på en konference i Bruxelles sagde, at »ingen« endnu havde bedt den italienske flåde om at stoppe missionen.

»Jeg ved ikke hvornår, og om vi vil stoppe,« sagde han ifølge flere medier.

Danmarks tidligere justitsminister Karen Hækkerup (S) lagde på et møde i Folketingets Europaudvalg tidligere på måneden dog ikke skjul på, at idéen er, at Triton skal erstatte Mare Nostrum.

»Den nye operation, Triton, skal på sigt træde i stedet for den nuværende italiensk-ledede operation Mare Nostrum. Det betyder, at vi fremover vil have en meget mere kystnær bevogtning på den italienske kyst, og Triton skal primært have fokus på grænseovervågning,« sagde Karen Hækkerup.