Den konservative toppolitiker Henriette Kjær er igen blevet dømt til at skulle betale regninger.

Den konservative politiske ordfører og gruppeformand, Henriette Kjær, har igen fået rettens ord for, at hun ikke kan betale sine regninger til tiden.

Kort før jul blev hun ved Retten i Lyngby dømt til at betale 149.831,94 kroner til GE Money Bank for et lån, hvor hun ikke havde overholdt tilbagebetalingsbetingelserne.

Henriette Kjær blev også dømt til at betale sagens omkostninger ifølge kendelsen fra retten.

B.T. er i besiddelse af dommen fra den 1. december mod Henriette Kjær. Hendes samlever Erik Skov Pedersen er ikke nævnt i dombogen - dommen er alene møntet på politikeren.

Det fremgår af dommen, at Henriette Kjær ikke ønskede at forklare sin side af sagen.

"Da sagsøgte skønt lovligt opfordret ikke har svaret i sagen, afsiges der dom efter sagsøgerens påstand", står der blandt andet.

Direktøren for GE Money Bank som specialiserer sig i højtforrentede forbrugslån, Henrik Fich, siger til avisen:

- Med en domsafsigelsigelse, så har vi fået rettens ord for, at vi har pengene til gode. Herefter kan vi inddrive vores tilgodehavende.

Henrik Fich ønsker ikke at oplyse, om Henriette Kjær har formået at betale pengene endnu. Henrik Fich fortæller, at det er særdeles sjældent, at de må trække deres kunder i retten.

Henriette Kjær blev i oktober og december 2004 to gange dømt til at betale sine regninger sammen med sin partner Erik Skov Pedersen. De havde ikke betalt en markise og to sofaer for godt 50.000 kroner.

Hun måtte efter sagen kom frem i februar 2005 trække sig som familie- og forbrugerminister.

Trods flere henvendelser fra B.T. er Henriette Kjær ikke vendt tilbage for at svare på sin nye dom.

/ritzau/