Har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med den nye trekløverregering styrket sin mulighed for at blive ved magten? Det spørgsmål optager flere af dagbladenes lederskribenter mandag.

Politiken mener ikke, at den nye regering står på et mere solidt fundament end den afgående.

- Afmagten står malet hen over de 86 sider, der er tynget af luftige hensigtserklæringer, lyder det om regeringsgrundlaget.

Avisen efterlyser flere konkrete udspil, men forklaringen ligger lige for.

- Hvorfor? Fordi regeringens mulighed for at gennemføre sin politik afhænger af Dansk Folkepartis magt og agt. Sådan var det for Venstre-regeringen, sådan bliver det for trekløverregeringen.

Berlingske derimod mener, at regeringsgrundlaget "indeholder en række præcise pejlemærker".

Og frem for alt er det et "klogt" udspil.

- Fordi det tydeligvis anerkender de parlamentariske vilkår - at den regering, der nu bliver dannet, skal søge sit flertal fra sag til sag.

- Om den bliver lige så stabil, som Fogh-regeringerne var i 00'erne, afhænger i høj grad af Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahls vilje til at indgå i et forpligtende samarbejde. Det regeringsgrundlag, som nu er lagt frem, har i hvert fald ikke opstillet forhindringer for, at det kan lykkes. Tværtimod, mener Berlingske.

Information mener, at trekløverregeringen har gode chancer for at holde længere end den foregående.

- Den nye regering bliver mere stabil, fordi den ganske enkelt bygger på flere mandater, og den bekender sig bemærkelsesværdigt til en liberal verdensorden, skriver Information.

Med henvisning til, at Liberal Alliance har opgivet sit krav om topskatten skriver Børsen, at "et lettelsens suk går igennem det borgerlige Danmark. Endelig erkendte Anders Samuelsen, at ultimative krav bremser det politiske arbejde".

Men med bare 53 mandater bag sig er det afgørende at få Dansk Folkepartis opbakning.

- Kristian Thulesen Dahl har en særlig forpligtelse til at lade trekløverregeringen være en ny start for de blå partier, skriver Børsen.

- Dansk Folkeparti skal sørge for, at landet bliver regeret. Vi har set nok taktisk spil de seneste måneder.

Kristeligt Dagblad noterer sig, at selv om regeringsgrundlaget naturligvis indeholder flere borgerlige mærkesager, så pointerede Lars Løkke ved præsentationen fire områder, som var andet end borgerligt kernestof.

- Tanken bag var formentligt at understrege, at trekløverregeringen har en social profil og rækker ud mod et bredt politisk samarbejde med ikke mindst Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, skriver avisen.

/ritzau/