Miljøminister Ida Auken havde valgt en kjole med stor signalværdi, da hun tog til nytårskur og taffel hos dronningen på Christian VII's palæ på årets første dag.

Traditionen tro var regeringen, hoffet og andre vigtige personer i det offentlige Danmark inviteret til nytårstaffel og -kur d. 1. januar.

Men hvilket skrud skal man hoppe i, når man skal trykke hånd med regenten?

Det dur ikke med et par jeans og en T-shirt. Forventningen til, hvad de 67 gæster ved årets nytårskur har på er meget specifik og den røde løber var fyldt med gallakjoler.

Og miljøministeren havde anskaffet sig en gallakjole med mere tanke bag end fleste.

- Jeg har været i min yndlingsgenbrugsbutik og finde en kjole i fint, grønt stof, som jeg synes passer godt til en miljøminister, smilede hun.

- Det er jo også altid dejligt at tage en fin kjole på. Også selvom det ikke er nytårsaften. Jeg glæder mig rigtig meget til at se de andres tøj og kjoler. Og jeg glæder mig til en hyggelig snak. Jeg har jo lidt tømmermænd, sagde Ida.

Også Margrethe Vestager var i grønt og tilsyneladende var det et gennemgående tema for aftenen. I modsætning til forrige år ankom ministrene to og to og delte altså biler og sparede på CO2-udslippet.

Statsministeren var også én af de 21 ministre, der havde fundet tiden til at komme til kuren (kun to ministre måtte melde afbud). Her havde hun planer om at holde en tale, hvor hun ville takke dronningen for et godt samarbejde og for en god modtagelse af den nye regering.

Kjolen havde hun til gengæld ikke lagt ligeså meget tanke i som miljøministeren.

- Jeg har taget den hjemme fra skabet, sagde statsministeren, der inden havde påpeget det paradoksale ved at stå i den festlige mundering, da hun skulle opsummere overfor den fremmødte presse, hvad hendes nytårstale handlede om.

- Det virker lidt mærkeligt at stå i festskrud og tale om det, men vi er i en svær situation. Det er en alvorlig tale, afslørede hun.