Australien driver asyllejre i udlandet, og det koster 2,7 millioner kroner per asylansøger. Dansk Folkeparti ønsker fortsat en lignende danske model.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har foreslået at oprette lejre i udlandet, som man kan sende asylansøgere til i stedet for at huse dem i Danmark. Men den model kan være omkostningsfuld for staten, skriver Politiken.

Australien har en lignende model, hvor asylansøgere bliver sejlet til lejre drevet og finansieret af Australien i Papua Ny Guinea og Nauru. Ifølge Politiken kostede det fra 1. juli sidste år til 30. juni i år Australien 6,2 milliarder kroner. Dermed kostede modellen gennemsnitligt 2,7 millioner kroner per asylansøger.

Til sammenligning koster det ifølge Justitsministeriet cirka 240.000 kroner at huse en asylansøger i Danmark, skriver avisen.

Ikke desto mindre står Dansk Folkeparti fast på forslaget om lejre til asylansøgere i udlandet. Den australske model vækker endda et håb, mener partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF).

»Vi fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, men når man ser på Australien, kan det måske alligevel lade sig gøre,« siger han til Politiken.

Martin Henriksen argumenterer for, at færre asylansøgere vil komme til Danmark, hvis de har udsigt til at blive sendt til lejre i udlandet - for eksempel i Kenya, som Dansk Folkeparti har foreslået.

Udviklingsminister Mogens Jensen (S) har skrevet et indlæg i Kenyas største avis, Daily Nation, hvor han tager kraftigt afstand fra forslaget.

»Lad mig først og fremmest understrege, at den danske regering ikke har planer om at sende flygtninge fra Danmark til Kenya. Forslaget blev fremsat af en række oppositionspartier som led i en generel debat i landet om, hvordan man bedst håndterer det stigende antal flygtninge, der søger ly i Danmark, som følge af igangværende konflikter i for eksempel Syrien og Irak,« skriver Mogens Jensen.

Men heller ikke det rokker på Dansk Folkepartis holdning, oplyser Martin Henriksen i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau:

»Vi fastholder vores forslag, men jeg regner da med, at vi i den kommende tid vil se flere useriøse forsøg på at undergrave troværdigheden bag vores politik. Det må folk selv om. Vi tror på det og vil forsøge at samle flertal bag ønsket om at hjælpe flere i nærområderne og stoppe tildelingen af opholdstilladelser på asylområdet.«