Der bliver ingen dialog med Hizb-ut Tahrir, hvis Astrid Krag vælges til ny formand for SF. Det slog sundhedsministeren søndag aften fast i DR2s Deadline.
- Jeg vil hjertens gerne bruge mine kræfter på at snakke med de forvirrede unge, der er tiltalt af radikal islam, det synes jeg er meget vigtig opgave, men jeg synes ikke SFs formand skal gå i dialog med en anti-demokratisk gruppe som Hizb-ut Tahrir, ligesom vi ikke skal i dialog med nazister eller andre antidemokrater, lød det fra Astrid Krag.
Hendes modkandidat i formandsstriden, Annette Vilhelmsen, har søndag lagt afstand til en af de mest markante udtalelser fra afgående SF-formand Villy Søvndal, som bad den yderligtgående islamistiske bevægelse ”gå ad helvede til”.
En formulering, som Vilhelmsen aldrig selv ville have brugt, siger hun til netavisen Altinget:
- Sådan ville jeg i hvert fald aldrig sige. For jeg mener grundlæggende, at man skal møde folk med respekt.
Men det synspunkt møder ingen opbakning hos Astrid Krag.
- Jeg er dybt uenig med Annette Vilhelmsens forslag om en dialog med Hizb-ut Tahrir. En organisation, der vil knægte kvinders rettigheder og slås for et religiøst diktatur. De skal bekæmpes med argumenter og folkelig mobilisering og vi skal bruge al vores energi på de unge, der risikerer at blive suget op af de fundamentalistiske grupperinger, ikke på dialog med Hizb-ut Tahrir, sagde hun i Deadline.
Lørdag bliver det afgjort, hvem af de to SFere, der fremover skal stå i spidsen for partiet.



