En udtalelse om, at hjemmehjælpere mangler faglig stolthed, har fået Astrid Krag (S) helt op i det røde felt. Torsdag aften var Venstres Claus Hjort Frederiksen i DR2-programmet Debatten, og der langede han kraftigt ud efter Sosu'erne som faggruppe.

»Der er også nødt til at være en faglig stolthed hos medarbejderne, som jeg synes mangler,« lød det fra Claus Hjort Frederiksen, der tidligere har været både Finansminister og Beskæftigelsesminister for Venstre.

Som eksempel på sosu'ernes manglende faglighed nævnte han en ældre, der blev fundet død på gulvet i sit hjem, selvom hjemmeplejen havde været forbi og stille mad til ham.

Læs også:

»Nu hørte vi for nogle måneder siden om en, der lå død i sit hjem, og personalet satte alligevel mad ind i køleskabet. Det er for almindelige mennesker totalt uforståeligt, at der ikke er en, der lige råber: Jensen, har du det godt? Det er efter min mening et tegn på skred i den faglige stolthed,« sagde han.

De udtalelser har fået Astrid Krag til at fare i flint. På Facebook skriver hun:

»Dét her må være valgkampens mest arrogante udmelding indtil videre. Hvor er det bare groft! De sosu'er jeg kender og snakker med, når jeg besøger plejehjem, knokler og har masser af faglig stolthed. Og de løser vigtige omsorgs-opgaver for vores svageste ældre medborgere hver dag!«