Liberal Alliance beskylder Astrid Krag for at manipulere med et citat fra Joachim B. Olsen. Krag afviser.

København. - Jamen, det er rigtigt, at højere pensionsalder frigør ressourcer til mange ting, også til lavere skat.

Sådan siger LA-politiker Joachim B. Olsen fra Folketingets talerstol ifølge en video, som Socialdemokratiets Astrid Krag onsdag lagde på sin facebookprofil.

Men citatet i Astrid Krags facebookvideo er et sammenklippet citat, hvilket ikke er til at gennemskue, hvis man kun ser hendes gengivelse. Det får nu Liberal Alliance til at beskylde S-politikeren for at manipulere, skriver netavisen Altinget.

- Det er tydeligt, at videoen er ret manipulerende i forhold til det, jeg rent faktisk står og siger, siger Joachim B. Olsen til Altinget.

I et videomodsvar opslået på både Facebook og Twitter sammenholder Liberal Alliance det sammenklippede Joachim B. Olsen-citat, som Astrid Krag har bragt, med den oprindelige optagelse som blev vist på Folketingets egen tv-kanal.

Her fremgår det, at Joachim B. Olsens faktiske citat er noget længere og mere uddybende.

- Det er rigtigt, at højere pensionsalder frigør ressourcer til mange ting. I fraværet af, at vi indfaser stigningen i pensionsalderen hurtigt, vil der være færre ressourcer til andre ting, herunder til sundhedsvæsenet, politi, forsvar, uddannelse, men også til lavere skat, sagde Joachim B. Olsen under folketingsdebatten.

Han mener, Astrid Krag har været for selektiv, da hun citerede ham fra folketingssalen.

- De tager kun den del af citatet med, som fremmer deres dagsorden. Hvis man kun siger halvdelen af sandheden om nogen, så er det jo også lidt en halv løgn, siger Joachim B. Olsen.

Astrid Krag mener, det falder inden for rammen af normal politisk kommunikation at klippe de to brudstykker af Joachim B. Olsens citat sammen til ét.

- Vi har skåret citatet til, så det væsentlige står skarpt. Sådan kommunikerer alle politikere - især på sociale medier. Men der er ikke manipuleret med substansen: Joachim B. Olsen og regeringen vil bruge pengene fra højere pensionsalder på topskattelettelser, skriver hun i en sms til Altinget.

Hun afviser dermed kritikken fra Joachim B. Olsen og Liberal Alliance.

- Der er ikke noget at komme efter i kritikken af videoen. Men ved at kritisere videoen slipper man selvfølgelig for at forholde sig til den politiske kritik, som rejses,"skriver Astrid Krag til Altinget.

/ritzau/