Arbejdsløsheden ligger forrest i danskernes bevidsthed

Det er arbejdsløsheden, der bliver det vigtigste emne i det nye år, svarer et flertal af danskerne i en ny måling.

Arbejdsløsheden topper listen over de problemer og emner, som danskerne tror vil dominere i det nye år. Det viser en ny måling fra analyseinstituttet Wilke, skriver Jyllands-Posten.
I målingen svarer 35,9 procent af de i alt 1.242 adspurgte danskere, at arbejdsløsheden er det væsentligste emne i 2014.

Regeringen har siden i sommers peget på et stemningsskifte til det bedre i dansk økonomi. Alligevel overrasker det ikke Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), at arbejdsløsheden ligger forrest i danskernes bevidsthed, når de ser frem mod 2014.

»Vi har jo ikke stået og afblæst krisen. Når vi taler om et stemningsskifte, er det, fordi vi har kunnet registrere det. Nu kan vi se, at stemningsskiftet er mere end en stemning. Når der kommer nye tal for BNP – altså vores velstand i samfundet – kan man se, at vi er nu i en langt gunstigere position,« siger han til Jyllands-Posten.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), siger om målingen:

»Vi har måttet trække regeringen til truget både med vækst- og reformforhandlingerne for at få sikret, at vi får lempet skatte- og afgiftsniveauet, så vi kan bevare arbejdspladser i Danmark og sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde. Før vi får presset regeringen til at gøre mere, mener den altid, at der er lavet rigeligt. Det her viser med al tydelighed, at der skal mere til«.

25,4 procent af de adspurgte peger i målingen på økonomien som det vigtigste emne.

På tredjepladsen med 13,7 procent kommer flygtninge og indvandrere, som kun ni procent af de adspurgte i en lignende måling i 2010 angav som vigtigste emne eller problem.

»Det bevæger sig opad igen, så det også fremadrettet i større grad vil optage flere danskere,« siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF).

10,4 procent peger i målingen på sundhedsvæsenet som næste års vigtigste emne, mens 6,1 procent peger på uddannelse. 5,5 procent ser miljø og klimaforandringer som væsentligst, mens blot 2,8 procent peger på lov og orden.