Der er for mange akademikere og for få arbejdere i det gamle arbejderparti, Socialdemokratiet.
Sådan lyder det fra næstformanden for Folketingets arbejdsmarkedsudvalg, den tidligere havnearbejder Leif Lahn Jensen, som nu starter et såkaldt arbejdernetværk i Socialdemokratiet.
Netværket skal sikre, at rigtige arbejdere ikke bare får en chance i Socialdemokratiet, men at partiet også i højere grad begynder at tale i "dagligdagssprog".
Ifølge Leif Lahn Jensen kan kampen mod Dansk Folkeparti nemlig kun vindes af socialdemokrater med samme baggrund som hovedparten af Pia Kjærsgaard & Co. s vælgere.
- Der er for mange politikere i partiet, som aldrig har haft et rigtigt arbejde, og derfor ikke kan formidle politikken, så det bliver interessant for den almindelige dansker, siger Leif Lahn Jensen.
Leif Lahn Jensen erkender, at den karakteristik i dag passer på hele Socialdemokratiets ledelse - med formanden Helle Thorning-Schmidt i spidsen - som alle er universitetsuddannede, og hvis erfaring fra arbejdsmarkedet begrænser sig til job inden for partiet, ungdomsorganisationen DSU eller LO.
- Men det passer faktisk på hele partiet, så det her er ikke et forsøg på at køre på partitoppen. Det kan godt være, nogen opfatter det som et forsøg på at pege fingre af nogen, men det er det ikke. Jeg vil bare styrke partiet, siger Leif Lahn Jensen.
- Jeg har ikke noget imod uddannelse - og fortryder da også at jeg aldrig selv fik en - men det går bare ikke, at vi konsekvent sender en nyuddannet ungdomspolitiker på 24 år ud for at fortælle hårdtarbejdende mennesker om de problemer, som der er på arbejdsmarkedet. Det er simpelthen ikke seriøst, siger Leif Lahn Jensen.
/ritzau/



















