Det ser ud til, at antallet af asylansøgere fra Eritrea er ved at falde efter et regulært boom i juli.

Antallet af asylansøgere fra Eritrea ser efter måneder med uafbrudt stigning ud til at falde igen. Det skriver Politiken.

Avisen erfarer fra flere kilder, at antallet af asylansøgere fra det østafrikanske land er faldet med mellem 50 og 70 procent, siden justitsminister Karen Hækkerup (S) i midten af august meddelte, at der »som udgangspunkt ikke vil blive meddelt eritreere asyl«, før Udlændingestyrelsen har været på en såkaldt fact finding-mission i nærområdet for at vurdere situationen.

Antallet af asylansøgere fra Eritrea er steget markant fra omkring ti hver måned i årets første kvartal til 510 i juli.

Udlændingestyrelsen og justitsminister Karen Hækkerup (S) har ifølge Politiken ikke ønsket at kommentere avisens oplysninger om det faldende antal asylansøgere fra Eritrea.

I Dansk Flygtningehjælp undrer asylchef Eva Singer sig over Udlændingestyrelsens mission.

»Det er et land, hvor folk vil opfylde kravene som flygtninge. Så det er svært at se, hvad man får ud af denne fact finding,« siger hun til Politiken.

Retsordfører for Venstre Karsten Lauritzen (V) tvivler på, at asylansøgerne fra Eritrea generelt har et beskyttelsesbehov. Men politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) klandrer regeringen for at nøle og finder det »dybt alvorligt«, at sagerne er sat i bero.