Faste læsere af denne klumme vil vide, at jeg afskyr politisk korrekthed. Der findes mennesker i godhedsindustrien, der efter min mening forveksler den politiske korrekthed med høflighed. Det ligger dem meget på sinde i stort set enhver diskussion at påtage sig den opdragende rolle og prædike rummelighed og tolerance. Deres egen tolerance rækker så i øvrigt kun til at rumme dem, der er enige med dem.
I de seneste to uger har diskussionerne på de sociale medier bølget frem og tilbage mellem to grupperinger i sagen om ytringsfrihed og Muhammedtegninger. Jeg selv er drøn usikker på, hvad jeg egentlig mener. Jo, altså…jeg vil ikke sætte spørgsmålstegn ved vigtigheden af ytringsfrihed, og skal jeg nu være bundærlig, så må jeg sige, at jeg ovenpå Charlie Hebdo oplevede et par dage, hvor jeg kridtede den politiske bane op helt ude til højre – et par dage… så faldt jeg ned igen.
Men min veninde gik mig på klingen: ”Hvad synes du om de der tegninger? Skulle de trykkes igen?” spurgte hun. Mit første svar var: ”Jeg er ligeglad. De må trykke dem lige så meget de vil, hvis det har relevans.” ”Men synes du ikke, det er forkert at lave sjov med noget, der hos visse mennesker er for vigtigt til at joke med?” spurgte hun. ”Nej. Humor og sarkasme er jo vores DNA”, svarede jeg. ”Jeg har da også oplevet folk med svære handicap, som kunne grine ad sig selv”, svarede jeg, hvortil min veninde sagde: ”Det er jo netop forskellen. I sagen om Muhammedtegningerne, er der ikke nogen af dem, der bliver joket med, som ler”.
Jeg må indrømme, at jeg har tænkt meget over hendes pointe. Jeg læste dernæst et interview med Herbert Pundik, som til Kristeligt Dagblad forklarede, at ”den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager med intet til verdenskulturen i dag…”, og han konkluderede, at vi ikke bør træde på folk, der således allerede ligger ned.
Jeg er ikke bange for at indrømme det, hvis jeg tager fejl, og jeg er også åben for flere synspunkter, men kan man i virkeligheden sammenligne Muhammedtegningerne med en form for voksenmobning? Jeg har før på denne side skrevet om mobning, som på en eller anden måde er nemmere at forholde sig til, hvis den rammer børn.
Lad os derfor for et øjeblik forestille os, at der i vores børns skole går et barn, som er fattig og adskiller sig i sin sociale omgangsform, og hvis forældre er traumatiserede, hvorfor barnet måske klarer sig middeldårligt i skolen. Til gengæld finder samme barn glæde ved at dyrke sit store idol, og dette idol har nogle fra klassen så valgt at håne, ligesom de håner skolekammeratens symbiotiske forhold til idolet. Så er der vel ikke nogen forældre, der ville bifalde denne hån og spot. Jeg mener, hvis det blev taget op til et fælles forældremøde, at et barn var blevet udstillet og derfor var gået dybt desillusioneret og ulykkelig hjem fra skole, så ville der vel næppe være nogen forælder, der ville retfærdiggøre mobningen med henvisning til ytringsfrihed og retten til satirisk morskab.
Måske er det ikke sammenligneligt, men jeg synes alligevel, det er værd at skænke en tanke. God søndag til jer derude. Jeg vil holde hviledagen hellig og hejse dannebrogsflaget for de liberale muslimer, der er begyndt at blande sig i debatten.
