Socialministeren beklagede og indrømmede flere fejl, men har besluttet at sætte et hold advokater til at undersøge Zornig-sagen. Og det er nok for Enhedslisten, der holder hånden over ministeren, som partiet dog har indstillet til en næse.

Zornig-sagen endte ikke med den anden ministerfyring på to dage.

Og der gik ikke lang tid af det mere end tre timer lange samråd med socialminister Annette Vilhelmsen (SF), før det stod klart, at Enhedslisten ikke var interesseret i at følge op på fyringen af justitsminister Morten Bødskov (S) ved at hive tæppet væk under endnu en minister.

Socialordfører Finn Sørensen (Ø) og gruppeformand Per Clausen (Ø) var påfaldende tavse, da Annette Vilhelmsen gang på gang beklagede, at hun 29. august 2013 på live-TV havde lovet Lisbeth Zornig Andersen én million kroner til projektet Stemmer på Kanten, inden ansøgningsfristen til puljen til fremme af socialt udsatte borgeres valgdeltagelse overhovedet var udløbet.

Hun beklagede samtidig, at embedsmænd fra Socialministeriet havde rådgivet Huset Zornig i, hvordan ansøgningen skulle udfyldes, så enkeltmandsvirksomheden kunne få del i puljen. Inden Annette Vilhelmsen gik ind til samrådet, nåede hun at fortælle pressen, at hun ville iværksætte en undersøgelse af hele sagen. Og det var ifølge de Konservative grunden til, at Enhedslisten lod den værste kritik af Vilhelmsen blive i partiets gruppeværelse.

»Jeg er helt overbevist om, at det her var aftalt på forhånd. Det er ikke sådan noget, der pludselig kommer ud af det blå. Det skal man ikke være så naiv at tro. Det var det her, som Enhedslisten blev købt med,« sagde retsordfører Tom Behnke (K).

Men en advokatundersøgelse er ifølge Tom Behnke spild af tid, da Annette Vilhelmsen allerede har erkendt, at det ikke har været et kønt forløb.

»Den (undersøgelsen, red.) vil kun nå frem til det samme, som vi er nået frem til i dag, nemlig at der er begået en bunke af fejl, og det er ren magtfordrejning, når man afsætter penge, der passer kun til et projekt,« siger Tom Behnke.

Annette Vilhelmsen afviste ellers i samrådet, at det skulle være tilfældet.

»Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre for at få jer til at tro på, at jeg har altså ikke har noget at skjule,« sagde Annette Vilhelmsen direkte henvendt til Socialudvalgets medlemmer og insisterede efter at have svaret på spørgsmålet flere gange:

»Den her pulje er ikke oprettet til Stemmer på Kanten«.

Tilbage til Enhedslisten, der kunne have sparket taburetten væk under endnu en minister, men - ifølge de Konservative - lod sig betale med en advokatundersøgelse.

»Det er jo ikke rigtigt. Som jeg har sagt hele tiden, så kan man ikke drage en konklusion, inden man har hørt samrådet. Lad os nu helt teoretisk sige, at man havde aftalt et eller andet. Det kan man jo ikke bruge, hvis man kommer til et samråd, hvor ministeren siger noget helt andet,« siger Finn Sørensen.

Han mener, at Annette Vilhelmsens sag er markant forskellig fra Morten Bødskovs, da justitsministeren »gjorde et bevidst forsøg på at vildlede Folketinget.«

»Det er der trods alt ikke nogen, som har grebet Annette Vilhelmsen i,« mener Finn Sørensen.

Enhedslisten har i stedet indstillet Annette Vilhelmsen til en irettesættelse i Folketingets Socialudvalg, en såkaldt næse, på grund af »de mange fejl, der er begået, og de fejl, hun har erkendt«. Den kommer formentlig, når Enhedslisten har sendt en skriftlig kritik af socialministeren til Socialudvalget.

»En næse med vorter kan man kalde det i og med, der er tilføjet en advokatundersøgelse,« tilføjer Jakob Engel-Schmidt (V), som har været en af de hårdeste kritikere af Annette Vilhelmsens ageren i Zornig-sagen.