Formandskandidat Vilhelmsen kritiserer regeringstoppen for ikke at have en samlet strategi.

SFs måske kommende formand, Annette Vilhelmsen, retter nu en alvorlig kritik mod sine kommende samarbejdspartnere i regeringstoppen. Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og SFs afgående formand, Villy Søvndal, har ikke haft en ordentlig strategi for regeringssamarbejdet. Regeringen har slet og og ret manglet en køreplan.

Så kontant udlægger Annette Vilhelmsen over for BT en af årsagerne til, at regeringen har haft massive problemer i sit første leveår.

Synes du, at regeringen har manglet en plan?

- Ja, det synes jeg faktisk. Nogle gange har vi slingret.

Det, du siger, er, at der har manglet en helt konkret køreplan?

- Ja, det synes jeg. Hver minister har jo sin egen rådgiver og sin egen strategi. Men jeg kunne godt tænke mig, at vi havde en fælles strategi. Det kan jo også være, at den er der, men så skal vi i hvert fald være bedre til at sige: Her er et regeringsprojekt, her er de enkelte partiers projekt, her er ministrenes projekt, og her er ordførernes projekt. Så det bliver meget tydeligt, hvad den enkelte skal gøre, siger Annette Vilhelmsen til BT.

Orden i tingene

I et interview med BT Søndag fortalte Annette Vilhelmsen, at hun som person lægger vægt på at have orden i tingene. Hun er tilhænger af køreplaner og drejebøger som dem, tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen var en mester til at lave. Ifølge BTs politiske kommentator, Lotte Hansen, er der, set fra et kommunikationsmæssigt synspunkt, ikke noget galt med Annette Vilhelmsens udtalelser. Problemet er blot, at de kommer fra Annette Vilhelmsen.

- Der er jo ikke ret mange, der er uenige i hendes analyse. Problemet er blot, at det nemt kan blive set som en politisk kommentar, hvor en person, der gerne skulle stå bag regeringen, med sine udtalelser kommer til at undergrave en smule af regeringens kommunikation, og det tror jeg ikke er velset, siger Lotte Hansen og fortsætter:

- Jeg er enig med hende i, at regeringen skulle have været bedre til at signalere, hvad der er de enkelte partiers projekt. Men det er også naivt at tro, at man i et regeringssamarbejde kan stå hver gang og undsige, hvad en regeringspartner ønsker gennemført. Der er man nødt til at udvise ejerskab over for regeringen som helhed, siger Lotte Hansen.

Venter på konventet

BT ville gerne have spurgt SFs regeringspartnere, Socialdemokraterne og De Radikale, om de er enige i Annette Vilhelmsens udtalelser. Ligesom vi gerne ville spørge Annette Vilhelmsens konkurrent til formandsposten i SF, Astrid Krag, om hun er enig med sin partifælle. Men ingen havde lyst til at kommentere Annette Vilhelmsens udtalelser.

SFs nye formand bliver fundet i morgen eftermiddag på et konvent i København.