Ankers hemmelighed: Den ældste datter er adopteret

Sådan fik hun det at vide

Tidligere statsminister, Anker Jørgensen, fortæller i kommende portrætbog, at hans ældste datter, Kirsten, er adopteret.

- Det viste sig jo, at den kvinde, jeg havde mødt, havde en datter med en mand, hun ikke var sammen med. Det fandt jeg først ud af nogen tid efter, fortæller Anker i bogen, 'Anker Jørgensen og det forunderlige liv', der udkommer 1. november.

Anker mødte sit livs Ingrid i KB-hallen som 25-årig. Hun havde en hvid bluse, en grøn spencernederdel, har sløjfe i håret og bærer, så vidt Anker husker, en fletning: 'sådan til at pynte lidt på håret'.

De dansede adskillige danse, og så aftalte de, at han skulle ringe.

Det var altså først et stykke tid senere, at han fandt ud af, at Ingrid havde en datter med en anden mand. En noget kontroversiel situation tilbage i 1948.

- Men det betød altså ikke noget for mig. Jeg havde efterhånden lært Ingrid godt at kende, og så pludselig en dag brød hun sammen. Det skal ikke dramatiseres unødigt, og jeg kan ikke helt huske, hvordan vi kom til at snakke om tingene, men det var på mit værelse i den lejlighed, hvor jeg boede på Øresundsvej, forklarer Anker i bogen.

Han beroligede Ingrid med, at han kun syntes, det var dejligt.

Den lille pige hed Kirsten, og lignede Shirley Temple med alle sine krøller, husker Anker.

Kirsten var 11 år, da hun fik at vide, at hun var adopteret og at Anker ikke var hendes rigtige far.

- Jeg snakkede ikke med ham i tre måneder, og jeg kan stadig huske, hvordan han bankede på døren. 'Gå ud! Du skal ikke komme ind', og i stedet for at kalde ham 'far', begyndte jeg at kalde ham 'Anker'. Der må han have været ked af det, fortæller den nu 65-årige Kirsten i bogen.

'Anker Jørgensen og det forunderlige liv' af Anker Jørgensen og Jonas Wisbech Vange udkommer 1. november.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her