Søvndal beholdt udenrigsministerposten, mens partiformanden Anette Vilhelmsen skal stå i spidsen for nyt og større socialministerium.

SF sidder fortsat i Udenrigsministeriet og har tilmed fået Social- og Integrationsministeriet og Transportministeriet oveni efter fredagens ministerrokade. Og det kan partiet være godt tilfreds med, lyder det fra SF-kender og journalist på Weekendavisen, Hans Mortensen.

»Det ser ud som om, at SF har fået en rimelig god pris for de ministerier, som Socialdemokratiet gerne ville have fra dem. Annette Vilhelmsen (SF) får et parti, hvor hun bedre kan profilere klassiske SF-sager. Det ministerium, hun kommer fra, havde ganske vist mere prestige, men det at få et mere velfærdsorienteret ministerium er en fordel for Vilhelmsen. Og Olsen Dyhr får i Transportministeriet et meget større ministerium, hvor der også er mulighed for at føre klassisk SF-politik for eksempel med hensyn til offentlig transport,« siger han.

Mange kommentatorer havde på forhånd dømt udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ude i en rokade. Ifølge Hans Mortensen beholder han posten, blandt andet fordi De Radikale ikke er interesserede i, at Socialdemokraterne, der i forvejen sidder på både Statsministeriet og Finansministeriet, også besætter den tunge post i Udenrigsministeriet. Og SF har ikke fået et tilstrækkeligt tilbud.

»Villy Søvndal har af Socialdemokraterne fået nogle tilbud for Udenrigsministeriet, og de tilbud har simpelthen bare ikke været gode nok til, at SF har villet bytte det væk,« siger Hans Mortensen.

Pia Olsen Dyhr (S), som skifter posten som handels- og eksportminister ud med transportministerposten, er tilfreds med, hvordan partiet nu står.

»SF står styrket efter den her rokade. Vi får Socialministeriet, hvor Annette Vilhelmsen kan vise, hvad det vil sige at være SFer på velfærdsområdet, og jeg får mulighed for at skabe noget mere grønt,« sagde hun fredag til TV 2 News.

Afgående transportminister Henrik Dam Kristensen (S) sagde da også selv, at han måtte rejse sig fra taburetten og forlade ministeriet, fordi SF ville have ministerposten.

»Der er en situation, hvor SF har ønsket at få det her område, og så er der en kabale, der skal gå op, og så er det sådan. Så en kombination af det, og at der skal findes en ny gruppeformand, er vel det, der gør, at jeg ikke længere er minister,« sagde Henrik Dam Kristensen til Berlingske Nyhedsbureau.

SF-formand Annette Vilhelmsen havde ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) selv ønsket socialministerposten.

»Jeg har store ambitioner. Det skal ikke kun være fine ord. Det skal også være konkret handling,« forsikrede Annette Vilhelmsen, efter at forgængeren Karen Hækkerup (S), der nu drager til Fødevareministeriet, med bævende stemme havde taget afsked med sit hidtidige ministerium.

Og det var ikke kun de SFere, der fik nye ministerposter, som var tilfredse:

»En stor dag for SF: Annette Vilhelmsen i Socialministeriet og Pia Olsen Dyhr i Transportministeriet. To stærke kvinder i deres rette element,« skrev miljøminister Ida Auken (SF) på sin facebookprofil.