Som statsminister var Anders Fogh en overlegen taktiker og kommunikator, men han blev ikke den velfærdsarkitekt, han kunne være blevet

Den diskussion brød ud igen i den forløbne uge, hvor et angreb fra den politiske kommentator Niels Krause-Kjær blev fulgt op af et forsvar fra Søren Pind.

’I sin samtid blev Anders Fogh Rasmussen anset for at være en stærk statsminister af både venner og fjender. Men det er som om, fortællingen om Anders Fogh Rasmussen og dansk politik i nullerne synes at falme. Nullerne kommer - som 1970erne - til at stå som De Spildte Muligheders Årti,’ skrev Niels Krause-Kjær, der har en fortid som konservativ pressechef under Per Stig Møller.

Et par dage senere kom Venstres udenrigsordfører Søren Pind med et forsvar for Fogh:

Under overskriften ’Ja, Fogh fejlede’, skrev Pind i Berlingske:

’Jeg tilhører dem, der mener, Fogh nok kunne have holdt et højere tempo på reformerne. Jeg tror også, han undervurderede sin egen styrke - og i sidste ende sit eget talent - hvad jo i sidste ende altid er værst for en selv. Han kunne have gjort mere. Formodentlig. Men der var ikke mange, der gav plads for et sådant rum.’

Samtidig med, at Helle Thorning-Schmidts regering beskyldes for at lægge ryg til initiativer, der er mere borgerlige end hverken Anders Fogh eller Lars Løkke kunne have fundet på at udføre i deres regeringstid, er borgelige i fuld gang med efterkritikken af VK-regeringstiden 2001-11.

I 2008 - efter syv år med borgerligt styre - blev den offentlige sektor i Danmark verdens største. Ikke ligefrem hvad man forventer af en borgerlig-liberal regering. Og da BT i februar spurgte en lang række økonomer, hvem der førte den modigste økonomiske politik af de seneste fire statsministre, pegede flertallet på Poul Nyrup Rasmussen (S).

Man kan næsten få den tanke, at borgerlige regeringer nu om stunder nærmest fører socialdemokratisk politik, mens socialdemokratiske regeringer nærmest fører borgerlig politik i et desperat forsøg på at sætte sig på midten og bevare magten.

Snakker man med borgerlige-liberale aktører om Anders Fogh nu, får man svar med blandede følelser: Man er stadig imponeret over Foghs viden, timing, styrke og overlegne evner som kommunikator. Men skuffet over, at han ikke udnyttede situationen til at blive den velfærdsarkitekt, han kunne være blevet.

Set i bakspejlet var Fogh for fokuseret på ikke at skræmme midtervælgerne væk. Han kunne sagtens have gennemført nogle af de reformer, de fleste nu erkender er nødvendige: Forringelsen af efterlønnen og forkortelsen af dagpengeperioden. Skattestoppet var dog modigt, og han sænkede skattetrykket, som Thornings regering siden har hævet med 2 mia. svarende til 0,1 pct. af BNP.

Men det værste er ifølge borgerlige observatører budgetskreddet. I 2001-09 voksede det offentlige forbrug med godt 50 mia. kr. Som andel af BNP fra 25,7 pct. i 2001 til 27,8 pct. i 2009. Det var den største andel siden 1982, det sidste år med Anker Jørgensen som statsminister.

Læren for både røde og blå regeringer må være: Lad være med at være så bange for vælgerne. Se nu at få gennemført noget af det, I virkelig brænder for, mens I kan. Det er knap så sjovt at se de andre lave reformer, I egentlig gerne ville, efter at I har mistet magten.