Pia Kjærsgaard var det store forbillede for Liberal Alliances leder Anders Samuelsen. Især hendes indsats som partileder har inspireret ham
- Jeg har været meget inspireret af både Pia og Marianne Jelved fra de radikale. Begge formåede fra hver deres side i det politiske spekter at opnå optimal indflydelse uden på noget tidspunkt at være i nærheden af statsministerposten, siger Anders Samuelsen.
- Pias håndtering af sin rolle som partileder har inspireret mig utrolig meget. Hun løftede et nærmest smadret politisk parti til uhyre magtfuldt støtteparti for VK-regeringen. Hun efterlader sig et kæmpe aftryk på den politik, der blev ført af VK-regeringen. Hun samlede en et lille hold omkring sig og satte sig med deres hjælp tungt på magten i Dansk Folkeparti. Det samme har jeg gjort i Liberal Alliance. Efter mine erfaringer med Ny Alliance. Uden Pia Kjærsgaard havde hendes parti ikke eksisteret i dag, siger Anders Samuelsen.
- Pia efterlader sig et kæmpe politisk arv. Spørgsmålet er, om der findes nogen, der kan løfte den arv. Pia er en rigtig dygtig og skarp debattør, som har formået at sælge sine og partiets budskaber klart, siger Samuelsen.
Vil Pia Kjærsgaard først og fremmest blive husket for sit aftryk på indvandrerpolitikken?
- Ja, det er jeg sikker på, at hun vil blive. Men i virkeligheden er Pia Kjærsgaards helt store politiske svendestykke, at hun formåede at forvandle Anders Fogh fra liberal til socialliberal. Han indså så på sin side, at det var nødvendigt at føje Pia, hvis han skulle fastholde VKO's politiske magt.



