Flere Venstre-borgmestre kritiserer Lars Løkke (V) for, at hans »udgiftsstop« vil forringe velfærden. Kritikken kommer, fordi borgmestrene om kun et år står til regnskab for vælgerne ved kommunalvalget, vurderer kommentator.

Partiformand Lars Løkke Rasmussens (V) nye satsning - et offentligt udgiftsstop - møder kritik i det kommunale bagland. Løkke selv siger, at udgiftsstoppet ikke vil forringe velfærden, men det passer ikke, lyder kritikken fra flere borgmestre.

- Selvfølgelig vil nulvækst for kommunerne betyde nedskæringer, siger Helsingørs borgmester, Johannes Hecht-Nielsen (V), til Jyllands-Posten. Han peger på ældreområdet, bibliotekerne og fritidstilbud til børn som nogle af de områder, der risikerer at mærke sparekniven.

Nulvæksten - eller »udgiftsstoppet« - blev lanceret på Venstres landsmøde for en uge siden sammen med målet om flere skattelettelser, hvis der bliver penge til overs. Og det er ikke så mærkeligt, at det vækker furore i kommunerne, siger politisk redaktør på Radio24syv, Jesper Termansen, til Berlingske Nyhedsbureau.

- Borgmestrene skal jo til kommunalvalg lige om lidt, den 19. november 2013, og de ved godt, at et udgiftsstop og skattelettelser ikke hentes ud af den blå luft. De skal dagligt stå på mål for nedskæringer, og en nulvækst i udgifter vil betyde en kraftig omprioritering i de kommende år, fordi vi får flere ældre, siger han og fortsætter:

- Så medmindre man, som Løkke formulerer det, kan få den offentlige sektor til at »gå længere på literen«, er der kun et sted at finde pengene, nemlig via besparelser.

Løkkes nye udmelding er ifølge redaktøren en tilbagevenden til »Venstre classic« med snak om stop for offentlige udgifter og flere skattelettelser.

- Det er et Venstre, der for første gang stikker hovedet ud af busken med en markant sag - måske den vigtigste sag frem mod næste valg. Derfor må Løkke forvente, at han ikke kun bliver angrebet af S-SF og R, men også af sine egne i den kommende tid. Han må levere svar på, hvor han præcist forventer, at den her udvikling skal ske, hvis han ikke kan se nedskæringer, siger Jesper Termansen.

Indtil nu har Løkke formået at samle op mod en tredjedel af stemmerne ved ikke rigtigt at melde noget ud, mener Termansen - men nu vil oppositionslederen komme i en situation, »hvor han bliver målt på, hvad han rent faktisk siger«.