Løkke har reelt opgivet at vælte Thorning på finansloven.
Under og især efter præsentationen af Venstres forslag til finansloven i går opførte Løkke sig som en fredsmægler i Mellemøsten. Han er solbrændt, imødekommende, konstruktiv og forsonlig.
Sådan har man ikke set Løkke i lange tider. Glemt er alle de verbale trusler om bål og brand, han fyrede af under Folkemødet på Bornholm, inden han rejste ’mod’ Rio og krævede store indrømmelser og kontante garantier, før Venstre ville sætte sig til forhandlingsbordet.
Efter sommerferien er stemmelejet blevet mere normalt, og man hører ingen ultimative krav fra den kant.
- Danmark har brug for, at vi lægger taktikken til side, siger Løkke. Udtalelsen må lyde som sød musik i finansminister Bjarne Corydons øre. For et par uger siden kravlede Enhedslistens furie Johanne Schmidt-Nielsen ned fra træet. I går fik hun følgeskab af Løkke.
I regeringens lejr er man nogenlunde sikker på, hvor man har Johanne Schmidt-Nielsen. Hun vil hjertens gerne lave forretninger og er parat til at kæmpe for det bedst opnåelige kompromis om finansloven. Hun er drevet af to stærke motiver. Behovet for at redde folk på dagpenge fra at ryge ud over kanten. Og frygten for at ende i ti års mørke, hvis hun vælter en S-ledet regering med et historisk svagt socialdemokratisk parti.
Løkkes motiver er langt mere dunkle. Man kan faktisk komme i tvivl, om han har lyst til at overtage regeringsmagten her i efteråret, hvis lejlighed bød sig. Som tiden er gået, har Venstres formand efterhånden affundet sig med livet som oppositionens leder, og han synes at nyde at rejse verden rundt og iagttage, hvor dårligt det går for Thorning. Elendige økonomiske nøgletal, euro-krise og alt muligt andet bøvl ser ud til at vælte ind over landet, og det må være fristende at se Thorning synke dybere og dybere ned i mudderet, mens han selv nyder alle fordelene ved at køre på frihjul.
Men i længden er det farligt. Venstres egne vælgere forventer at deres folkevalgte på Christiansborg kæmper for en blå finansloven. Den skal helst være så dybblå, at SF og Enhedslisten får store problemer med at sælge varen. Når Løkke kræver, at regeringen gennemfører sin kontanthjælpsreform i efteråret, skyldes det ikke kun, at staten kan spare 1,5 mia. kr. Det hænger naturligvis også sammen med, at reformen er yderst ubehagelig for Enhedslisten og kan forgifte partiets forhold til regeringen.
Det betragter Venstre som en fin lille sidegevinst. Situationen må bare ikke komme ud af kontrol. Det er muligt, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke ’vil’ vælte regeringen. Men hun kunne jo komme til det, hvis stemningen i hendes dogmatiske bagland løber løbsk.
Og så har vi balladen. Spørgsmålet er, om Løkke er klar. I øjeblikket ser det ikke sådan ud.
