Mange socialdemokratiske folketingsmedlemmer måtte gå skuffede fra krisemødet i Statsministeriet i aftes. For selv om mange efterlyste en mere socialt balanceret politik, hvor de rige betaler regningen for krisen i stedet for de svageste, blev det afvist af  statsminister Helle Thorning-Schmidt ifølge bt.dk's kiilder.

Men hvad er det egentlig, de er så skuffede over i S-gruppen?

Det er længe gået meget dårligt for Socialdemokraterne i meningsmålingerne. Men først den seneste måneds tid har vreden virkelig forplantet sig ud i store dele af gruppen, erfarer bt.dk fra kilder i S-gruppen.

Selv om meningsmålingerne var elendige, havde Helle Thorning-Schmidt for nogle måneder siden rimelig kontrol med gruppen, og kritikerne på gruppemøderne var få.

Faktisk var det lykkedes at bygge bro over fløjene i S. Frontfigurer i alle de tre såkaldte kaffeklubber - Morgenmadsklubben, Netværket og Rustbankerne - havde sammen skrevet under på en krtonik i Politiken ’Socialdemokraterne er bedst for Dammark’. Her fastslog både finansminister Bjarne Corydon, gruppeformand Henrik Sass Larsen, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og boligminister Carsten Hansen at de var imod en sænkning af selskabsskatten som et middel til at skabe vækst og arbejdspladser. Det var ikke en del af den socialdemokratiske plan for Danmark, fremgik det.

I februar blev selskabsskatten alligevel sænket. Den beslutning traf Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt stort set egenhændigt hen over hovedet på gruppen. Det er blevet taget meget ilde op, især fordi det sker samtidig med, at forholdene forringes for de svageste: Mange flere end ventet ryger ud af dagpengesystemet, kontanthjælpen strammes overfor de ugifte samlevende og SU-støtten strammes.

Det har betydet, at de tre fløje i partiet nu nærmest står sammen i at være uenige med Thorning og Corydon. De to har til gengæld besluttet at stå fast og bestemme uanset kritikken, og den mulige udfordrer til formandsposten Mette Frederiksen er blevet hæmmet af at hun står med ansvaret for akutjobplanen, der ikke virker efter hensigten. Ifølge bt.dk's oplysninger kommer hun også til at tage ansvaret for det planlagte indgreb i lærerkonflikten. Alligevel har hun støtte i alle tre kaffeklubber.