Der har været masser af kritik af SF-ledelsen og formanden Villy Søvndal, og den er taget til i de seneste måneder.
Og selvfølgelig lytter man til kritikken i SF-ledelsen, men man gør det på en lidt overbærende måde, som om baglandet endnu ikke helt har forstået, hvad det vil sige at bemande regeringskontorerne.
Men den kritik, der torsdag kom fra tidligere gruppeformand Aage Frandsen i en kronik i Politiken er af en helt anden kaliber. Det gør ondt på Villy Søvndal, Ole Sohn og Thor Möger Pedersen. Den bider sig fast. Og den er de nødt til at forholde sig til.
Hvis man ikke er politisk nørd eller engageret på venstrefløjen, siger navnet Aage Frandsen måske ikke én så meget.
Men Aage Frandsen - 'Kloge Aage' blandt SF-venner - er en mand, man tager virkelig alvorligt i SF. Han har jo ikke været partiformand, men alligevel svarer det lidt til at Uffe Ellemann kritiserer Lars Løkke, eller at Mogens Lykketoft kritiserer Helle Thorning (hvad han jo også gjorde for nylig, men ikke åbent): Så spidser man virkelig ører. Også ude i baglandet, i partiforeningerne, hvor Kloge Aage også nyder stor respekt.
Ud over det, at han kommer med en knivskarp kritik, handler det også om måden, det sker på, og selve det at det sker.
Det sker i en kronik - altså ikke i et interview som en eller anden journalist kan have presset igennem eller skarpvinklet, men i en kronik, Aage Frandsen selv har skrevet. Han har altså selv taget initiativ til det, og utvivlsomt tænkt længe over det. Og så er der altså selve det at han tager bladet fra munden. Det er mega-illoyalt, og SF'erne kæmper ellers i øjeblikket en hård kamp for at holde sammen og lade være med at skændes i medierne. Aage Frandsen er sådan en, man normalt forventer holder kritikken internt. Og så sker det i yndlingsavisen Politiken.
Det er da også klart, at der skal rigtig meget til, før Kloge Aage om man så må sige skider i egen rede. Men det siger jo også noget om, hvor alvorlig situationen er, at han føler, det er nødvendigt.
Dertil kommer, at Aage Frandsens analyse af situationen er knivskarp, velargumenteret og meget svær at være uenig i, selv for en Villy-venlig SF'er. Og konklusionen er uhyggelig:
Villy Søvndal burde aldrig have været udenrigsminister. Og SF kan blive nødt til at forlade regeringen. Partiet kan ikke tåle blot en større ydmygelse mere. Meget deprimerende læsning for SFs chefstrateger, for det ville sende SF-projektet tilbage til start. Men Aage Frandsen har naturligvis ret. For alternativet kan blive, at SF bliver så slidt op i regeringen at der ikke er noget tilbage af partiet, når vi når frem til næste valg. Enhedslisten høster allerede de lavthængende røde frugter i en grad, man ikke havde troet muligt bare for et år siden.
'Det var åbenbart, at SF prioriterede, at Villy Søvndal skulle være udenrigsminister. Derudover var det tydeligt, at Villy Søvndal gerne ville sætte et meget ungt ministerhold. Ud over Villy Søvndal havde kun hans nærmeste makker, siden han blev formand, Ole Sohn, været medlem af Folketinget i mere end 4 år. Nu er politisk erfaring selvfølgelig ikke det eneste afgørende som kvalifikation som minister. Men det var alligevel påfaldende, at hverken Holger K. Nielsen, Steen Gade, Anne Baastrup eller Pernille Vigsø Bagge kom med på SF’s ministerhold,' skriver Aage Frandsen.
'Havde det ikke været klogere, hvis Villy Søvndal havde gjort som Marianne Jelved, der i 1993 valgte at gøre Niels Helveg Petersen til udenrigsminister for selv at blive økonomiminister, så hun kunne varetage de radikales interesser i regeringen? Tilsvarende model valgte Bendt Bendtsen, da han gjorde Per Stig Møller til udenrigsminister i 2001. Lene Espersen valgte som bekendt en anden model, som vist ikke er et eksempel til efterfølgelse.
Hvorfor valgte Villy Søvndal ikke Jelved/Bendtsen-modellen og gjorde en tidligere partileder Holger K. Nielsen til udenrigsminister? Så havde Villy Søvndal med udgangspunkt i et centralt indenrigspolitisk ministerium haft langt bedre forudsætninger for at fungere som formand og partileder,' skriver Aage Frandsen.
Og om udtrædelse af regeringen skriver Aage Frandsen:
'Jeg siger ikke, at SF skal træde ud af regeringen nu. Men opstår der lignende situationer som med betalingsringen og skatteaftalen, hvor SF bliver ’kørt over’, bør det overvejes, da der vel må være en grænse. Og indflydelse kan SF sagtens have uden for regeringen, viser erfaringerne.'
For Villy Søvndal og resten af ledelsen er det værste ved kritikken, at spøgelset nu for alvor er ude af skabet. Skal SF forlade regeringen? Skal Villy gå af som udenrigsminister? Hidtil har det været dårlig stil at tage den slags spørgsmål op internt i SF. Nu er der frit slag. Og den interne debat vil med sikkerhed tage til i styrke. Søvndal og Möger kan godt finde spandene frem. For båden tager vand ind. Og den slags har en kedelig tendens til bare at blive værre og værre.
