Ifølge Amnesty International forsørger tyrkerne nu at komme sig efter det mislykkede kupforsøg.

Istanbul. Præsident Recep Tayyip Erdogan kan udnytte undtagelsestilstanden i landet til at tage rettigheder fra tusindvis af tyrkere, der er blevet anholdt efter kupforsøget.

Sådan lyder advarslen fra Amnesty International. Organisationen opfordrer regeringen til at overholde landets egen forfatning og folkeretten.

- Vi er bekymrede for, at den tyrkiske regering har taget en U-vending væk fra et samfund med demokratiske rettigheder mod en mere undertrykkende styreform, siger Lama Fakih, der er ledende kriserådgiver.

Hun befinder sig i Istanbul. De tyrkere, hun har talt med, er bekymrede for deres fremtid.

- Folk prøver stadig at komme sig ovenpå sidste uge begivenheder. Kupforsøget var ekstremt voldeligt, hæren angreb civile, siger hun.

- Nu ser vi regeringen tage forholdsregler, som sætter spørgsmålstegn ved, om den tyrkiske befolkning kan blive ved med at have de samme demokratiske rettigheder, som de har nu, siger hun.

Erdogan siger, at undtagelsestilstanden er nødvendig "for hurtigt at fjerne alle de elementer af terrororganisationen, som var involveret i kupforsøget".

Tusindvis er blevet anholdt, efter at kupforsøget sidste uge slog fejl. Der er stor usikkerhed om tallene. Men torsdag lyder det, at 6000 medlemmer af de væbnede styrker er blevet anholdt, og 3000 dommere og anklager er krævet anholdt.

- Folk er ikke blevet arresteret på baggrund af en konkret mistanke. Vi har set tusindvis blive samlet op i løbet af få dage, siger Lama Fakih.

Regeringen kan nu forlænge den tid, de kan sidde varetægtsfængslet, inden de bliver sigtet. Tusindvis af politibetjente, lærere og embedsmænd er blevet fjernet fra deres job. De kan miste retten til at protestere.

- Det er afgørende, at de får mulighed for at appellere beslutningen. De skal se bevismaterialet imod dem og få lov til at forsvare sig selv, siger kriserådgiveren, som også frygter, at pressefriheden bliver indskrænket.

- Vi har allerede set, at journalister får taget deres pressekort. Mindst en journalist er begæret anholdt. Vi frygter, at regeringen vil slå endnu hårdere ned på mediernes mulighed for at arbejde frit, siger Lama Fakih.

/ritzau/