Danmarks irakiske krigspartner begår overgreb mod IS-mistænkte, siger Amnesty efter fængselsbesøg nær Bagdad.

København: Medarbejdere fra Amnesty International besøgte i weekenden et fængsel i Anbar vest for Bagdad, hvor irakere mistænkt for at sympatisere med Islamisk Stat (IS) er fængslet.

Ifølge Amnesty er der tale om flere end 1000 mænd - heriblandt drenge ned til 15 år - som er tilbageholdt under umenneskelige forhold i uger og månedsvis uden anklage.

I det fængsel, som Amnesty-delegationen med generalsekretær Salil Shetty i spidsen besøgte, blev 683 mænd holdt fanget.

- De er stuvet sammen i små rum og har mindre end én kvadratmeter hver. De sidder i en sammenkrøbet stilling dag og nat og er ude af stand til at strække sig eller ligge ned og sove, ligesom de sjældent får adgang til frisk luft, udtaler Salil Shetty i en pressemeddelelse.

Beretningen har fået Amnesty i Danmark til at opfordre regeringen til at påtale problemet over for sin irakiske krigspartner - ikke mindst nu hvor det danske bidrag til koalitionen mod IS i Irak øges, lyder det.

Derfor har Amnesty Danmark sendt materialet fra organisationens besøg i Anbar til både Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet.

Den danske regering vedtog i sidste måned at sende omkring 400 danske styrker til en pris på cirka 300 millioner kroner til Irak og Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat.

/ritzau/