Liberal Alliances ellers alt andet end mundlamme politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll blev for en kort stund tavs, da han for nylig under indtagelsen af en bøf var tæt på at blive kvalt.

Nærdødoplevelsen indtraf på det gamle missionshotel Stella Maris i Svendborg, hvor et animeret selskab fejrede Anders Samuelsens 48 års fødselsdag med en god middag.

»Så sad vi og spiste, og pludselig fik jeg et stykke kød galt i halsen,« fortæller Simon Emil Ammitzbøll.

Læs også:

Han prøvede at hoste og rejste sig op og stampede i gulvet. Så forsøgte han at stikke to fingre i halsen, men kunne ikke få fat i kødklumpen.

»Jeg blev ramt af et vist ubehag,« siger han med et skævt smil.

Samuelsens ældste søn Mikkel reagerede hurtigt. Han løb rundt om bordet, greb fat i Simon Emil Ammitzbøll og lavede en såkaldt heimlich manøvre på ham.

Læs også:

Med et greb rundt om maven på den gispende politiker slog han ham hårdt i maven lige under lungerne.

»Vuk, sagde det, og femte gang kom kødstykket op. Men han fortsatte, og så sagde jeg til ham, at han faktisk godt må stoppe nu,« siger Simon Emil Ammitzbøll, der beskriver scenen som ret voldsom.

»Jeg var ved at blive kvalt. Det var en ganske udmærket bøf, som jeg åbenbart ikke havde tygget grundigt nok,« forklarer han.

»Ved siden af mig sad Thyra Frank. Hun er gammel sygeplejerske og havde allerede pudset kniven og var parat til at lægge et kirurgisk snit i halsen på mig,« siger han.

Læs også:

Da det var overstået, satte den politiske ordfører sig ned igen, løftede glasset mod Mikkel og sagde »tak fordi du reddede mit liv.«

Hvorefter det chokerede selskab brød ud i latter.