Restaurant Vejlegårdens ejer, Amin Skov, sender efter dommen i Arbejdsretten en opfordring afsted til politikerne om at modernisere den danske model.

Arbejdsretten har i dag fastslået, at fagforeninger godt må konflikte med firmaer med en »gul« overenskomst, som den, Restaurant Vejlegården har med Kristelig Fagbevægelse. Ejeren af restauranten kalder på fornyelse af den danske model.

- Den model er 100 år gammel - skal man ikke tage at modernisere den lidt? Sagde Amin Skov, da han tråde ud af retten.

Han peger på, at man bør lade restaurationer vælge fagforening selv og i det hele taget rette skytset mod dem, der slet ikke har overenskomster.

- I det mindste har vi en overenskomst, lød det fra Amin Skov.

- 3F er velkommen ved mit forhandlingsbord, når de anerkender, at verden er større end LO-familien, tilføjede han.

Torsdagens afgørelse, som frikender fagforbundet 3F, sætter således et punktum i striden mellem Restaurant Vejlegården og 3F, der for alvor tog fart i marts i år, da 3F Vejle startede en konflikt mod Vejlegården. Den nye ejer meldte sig ind i Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) og indgik overenskomst for medarbejderne med Krifa.

Det fik 3F til at indlede sympatikonflikt mod Vejlegården i form af blokadevagter udenfor restauranten. 3F sørgede for, at Vejlegården ikke fik leveret post, ligesom der ikke blev hentet skrald eller afleveret varer. Her gik forbundet dog for vidt, fastslår Arbejdsretten.

3F-formanden er tilfreds med dommen.

- Jeg er glad for, at Arbejdsretten har givet os ret i det, som vi selv har haft som opfattelse hele tiden, nemlig at vi har befundet os inden for det lovlige område omkring konflikten på Vejlegården, siger Poul Erik Skov Christensen til Berlingske Nyhedsbureau.