Alternativets medlemmer ønsker ikke kønskvoter, som folketingsgruppen ellers foreslog på partiets landsmøde.

København. Det står for sløjt til med ligestillingen i Alternativet. Det mener partiets folketingsgruppe, der derfor på partiets landsmøde søndag foreslog at indføre kønskvoter.

Det ville medføre, at Alternativet kun skulle have kandidatlister, hvor halvdelen var mænd og halvdelen kvinder.

Men forslaget blev for andet år i træk afvist af de fremmødte medlemmer.

- Vi skal kun begrænse os selv med benspænd, der giver mening, lød argumentet fra et af de medlemmer, der tog ordet.

Kønskvoterne skulle ifølge forslaget både gælde politiske og organisatoriske valg i partiet. Men rundt omkring i de små kredse vil det være umuligt at opstille kandidater, hvis man er bundet af en kvote, lød det fra flere sider.

Josephine Fock, der er forkvinde for Alternativets folketingsgruppe, anerkendte fra den græsbeklædte scene, at "det er svært ude lokalt":

- Jeg ved, at I knokler derude og gør en kæmpe indsats. Grunden til, at vi alligevel sætter fokus på det her, er, at vi bare kan konstatere, at vi slet ikke er kommet i mål endnu.

Alternativet går heller ikke generelt ind for kvoter, betoner ligestillingsordfører Carolina Magdalene Maier. Hun er med egne ord heller ikke selv "fan af kvoter".

Men de kan være et nødvendigt værktøj for at nå målet, når udviklingen af sig selv går for langsomt, betonede hun forud for afstemningen:

- Jeg er ikke fan af kvoter som et permanent princip. Men der er behov for et skub til udviklingen. Og der tror jeg, at en midlertidig brug af kvoter kan gøre, at vi om fem år ikke længere har behov for kvoter.

Af Alternativets 45 folketingskandidater er 33 mænd og 12 kvinder, viser en optælling, som DR har foretaget i forbindelse med landsmødet. Det svarer til en fordeling på 73 mod 27 procent i mændenes favør.

/ritzau/