Efter sommerferien vil Alternativet fremlægge økonomisk plan, som vil ændrer grundlæggende på skattesystemet.

Odense: Skatten på arbejde skal ned. Til gengæld skal boligejere, personer med store formuer og personer og virksomheder, der bruger mange ressourcer betale mere i skat.

Sådan lyder de overordnede retningslinjer i Alternativets kommende skatteudspil. Et udspil, som partiet venter at præsentere efter sommerferien som del af en samlet økonomisk plan.

Det siger Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, på Alternativets årsmøde i Odense onsdag.

- Vi ønsker en fuldstændig omlægning af skattesystemet, som vi kender det i dag. Vi ønsker skat på forbrug af ressourcer. Der skal være skat på finansielle transaktioner. Vi vil kigge på beskatning af fast ejendom ved salg.

- På en lang række områder ønsker vi et helt andet skattesystem. Og så skal skatten på arbejde til gengæld ned, siger Uffe Elbæk.

/ritzau/