Partileder Uffe Elbæk glæder sig til at føre valgkamp, men indrømmer også, at man aldrig kan være helt klar på en valgkamp.

Folketingsbejlerne fra Alternativet står klar, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) som ventet onsdag formiddag udskriver folketingsvalg.

»Alle vores kandidater ud over hele landet har ventet på, hvornår det kom. Vi glæder os til at komme ud og få de vigtige politiske samtaler, der vil komme over de næste tre uger,« siger partileder Uffe Elbæk (Å), som dog også indrømmer, at man altid føler, at man kan være bedre forberedt på et valg.

»Ingen vil sige, de er 100 procent klar,« siger Uffe Elbæk.

Men Alternativet har »en klar plan« parat for, hvordan partiet skal føre valgkamp.

Det store spørgsmål - som også kan få afgørende betydning for, om rød blok kan skrabe nok stemmer sammen til at genvinde regeringsmagten - er om Alternativet kan nå over Folketingets spærregrænse på to procent.

De seneste meningsmålinger har vist, at partiet er nær eller over den magiske grænse, og Uffe Elbæk føler sig sikker på, at partiet på valgdagen kan indløse adgang til folketingssalen.

»Vi vil selvfølgelig arbejde hver eneste dag på at gøre opmærksom på Alternativet og sikre, at vores budskab når så langt ud som muligt,« siger han.