Liberal Alliance betegner det som absurd, at akutjobpakken kan sende de bedst egnede bagerst i køen. Partiet kalder det diskriminerende. Samme melding kommer fra de Konservative.

I den offentlige sektor bør man ansætte de bedst kvalificerede ansøgere til et job. Sådan lyder det fra Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen, der betegner det som absurd, at offentlige ledere ifølge et brev fra Beskæftigelsesministeriet til Københavns Kommune skal ansætte langtidsledige til akutjob, selvom der er findes mere egnede ansøgere i bunken.

- I den offentlige sektor bør man ligesom i den private sektor ansætte de bedst kvalificerede ansøgere. Jeg er simpelthen så forarget over, at kommunerne skal fravige fra princippet om at ansætte den bedste kandidat, fordi regeringen har vedtaget en håbløs akutjobpakke, der skubber de langtidsledige foran i køen, siger Joachim B. Olsen i en kommentar til, at ledere med ansvar for at ansætte folk i offentlige akutjob kan blive pålagt at ansætte en langtidsledig, der er i fare for at miste retten til dagpenge.

Berlingske har fået aktindsigt i et brev fra Beskæftigelsesministeriet til Københavns Kommune, hvor kommunen har spurgt ministeriet, om man som offentlig arbejdsgiver kan instruere sine ledere til, at alle opslåede akutjob skal besættes af en udfaldstruet langtidsledig, hvis vedkommende ellers er kvalificeret til stillingen. Det må man godt, viser aktindsigten ifølge Berlingske.

Joachim B. Olsen er enig i, at de langtidsledige skal hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet, men ikke ved at give dem forrang til job, hvis der findes bedre egnede, meddeler han.

- Jeg bryder mig ikke om, at regeringen vil lade udvalgte ledige komme foran i jobkøen. Det er diskriminerende over for andre typer ledige, for eksempel ledige nyuddannede kandidater, der måske er langt mere kvalificerede til jobbet, lyder det fra Joachim B. Olsen i en pressemeddelelse.

De Konservative kalder ligeledes det for »åbenlys diskrimination af de mennesker, der skubbes bagerst i jobkøen«.

- Det er asocialt og urimeligt at skubbe kontanthjælpsmodtagere bagerst i jobkøen, fordi folk på dagpenge er politisk udpeget som en gruppe, der skal favoriseres. Det handler kun om at købe sig stemmer hos dagpengemodtagerne og bliver aldrig med vores stemmer, siger Konservatives politiske leder i København, Rasmus Jarlov.