Flere af de danske ministre har investeret i aktier - og flere af dem for pæne beløb. Berlingske giver dig her overblikket over, hvad Løkkes regeringshold har kastet sparepengene efter.

Flere af dem er glade for Novo Nordisk. Én har satset stort på vindmøller, en anden tror på forsikringsbranchen, mens andre er gået den mere risikable vej og har investeret i biotek.

Det er de danske ministre og deres private investeringer i aktier, der er tale om.

Med en ny opgørelse fra Statsministeriet over ministrenes privatøkonomiske interesser er det nemlig blevet muligt for borgerne at få indblik i, hvad de særligt udvalgte på Lars Løkkes regeringshold har kastet sparepengene efter.

Ministrene har til sammen investeret i aktier og obligationer for mere end 10 mio. kr., og den klare topscorer er erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der har aktier for 3,7 mio. kr.



Berlingske giver dig her hele overblikket over de investeringer, landets ministre har gjort.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Finansminister Kristian Jensen (V):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V):
Private interesser i selskaber: Ingen.



Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K):
Private interesser i selskaber:
Apple Inc: 1.554.000 kroner.
Novo Nordisk: 1.015.000 kroner.
Chr. Hansen Holding: 607.000 kroner.
DSV: 261.000 kroner.
Genmab: 258.000 kroner.
EWM-BM Invest: 102.784 kroner.
Samlet værdi: 3.797.784 kroner.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V):
Private interesser i selskaber:
Anparter i Animalbook: 200.000 kroner.
Aktier i United International: 65.694,45 kroner.
Obligationer i Danske Bank: 55.880,49 kroner.
Samlet værdi: 321.575 kroner.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V):
Private interesser i selskaber:
DSV: 132.916 kroner.
Novo Nordisk: 78.200 kroner.
TopDanmark: 52.560 kroner.
Rockwool: 62.965 kroner.
Maj Invest: 62.712 kroner.
Sydbank: 61.200 kroner.
Samlet værdi: 450.553 kroner.



Minister for ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann (V):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V):
Private interesser i selskaber:
Propeople Group: 1.500.000 kroner.
Intellecta AB: 85.000 kroner.
Jeudan (pensionsdepot): 79.000 kroner.
Novo Nordisk (pensionsdepot): 86.000 kroner.
Simcorp (pensionsdepot): 89.000 kroner.
Samlet værdi: 1.839.000 kroner.

Klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V):
Private interesser i selskaber:
Aktier i Vestas Wind Systems for ca. 160.000 kroner.
Gennem rate- og kapitalpension har hun aktier i Vestas for 1,04 millioner kroner, AP Møller Mærsk for 111.000 kroner og Novo Nordisk for 237.000 kroner.
Samlet værdi: 1.548.000 kroner.

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V):
Private interesser i selskaber: Ingen.



Skatteminister Karsten Lauritzen (V):
Private interesser i selskaber: Aktier i Novo Nordisk for 50.260 kroner.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K):
Private interesser i selskaber: Ingen.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA):
Private interesser i selskaber:
Ejer 11,9% af Borgerhild Andersen Holding Aps, der har som overordnet formål at eje aktier i komponentvirksomheden FJ Industries.
Den samlede andel af aktier i FJ Industries udgør 2,17 millioner kroner.

Kultur- og Kirkeminister Mette Bock (LA):
Private interesser i selskaber: Ingen.



Transport, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA):
Private interesser i selskaber:
Fuldt ejerskab af OBO Holding Aps, som ejer syv procent af Netavisen 180 grader Aps.

Ældreminister Thyra Frank (LA):
Private interesser i selskaber: Ingen.