Forud for valget i september 2011 blev Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, advaret om, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt forsøgte at plante den fortrolige afgørelse i hendes mands skattesag i et eller flere medier.

Flere journalister henvendte sig til hendes særlige rådgiver, Noa Redington, og fortalte, at Peter Arnfeldt havde tilbudt dem at se den fortrolige afgørelse, hvor Thornings mand, Stephen Kinnock, slap for at betale skat i Danmark. Det har Noa Redington forklaret til Københavns Politi.

Hans oplysninger er en bombe i sagen og kan belaste Peter Arnfeldt, fordi de svækker rådgiverens egne forsikringer om, at han straks makulerede sin kopi af skatteafgørelsen og ikke udleverede den til nogen.

Forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og journalisthøjskole har fulgt Thornings skattesag tæt. Efter hans vurdering er det afgørende for sagens alvor, om Noa Redington er blevet kontaktet af andre end Ekstra Bladet.

Da Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard afgav forklaring til skattesagskommissionen, var han nemlig ikke i stand til at dokumentere sin påstand om, at Peter Arnfeldt havde tilbudt avisen at få Thornings skatteafgørelse. Han havde uheldigvis slettet de bånd, som telefonsamtalerne med Arnfeldt var optaget på.

Roger Buch mener umiddelbart, at man kan anlægge to fortolkninger af de nye oplysninger.

- Den minimale fortolkning er, at det bestyrker Ekstra Bladets forklaring, hvis avisen har sagt det til Noa Redington på et tidligt tidspunkt, før det blev offentligt kendt. Det kan underbygge det påstand-mod-påstand billede, vi har.

- I den maksimale fortolkning, altså at der var tale om flere medier, er det klart, at det i endnu højere grad underbygger Ekstra Bladet og undergraver Peter Arnfeldt, siger Roger Buch.

Han tilføjer, at der ikke er nogen garanti for, at BTs kilde er den samme som Ekstra-Bladets.

- Så på den måde er det ikke noget bevis, siger han.

BTs chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, vil ikke svare på, om en af avisens journalister kan have orienteret Noa Redington om en henvendelse fra Peter Arnfeldt.

- Af hensyn til kildegrundlaget kan jeg ikke svare på det. Det har skattesagskommissionen støttet og bekræftet os i, at vi ikke behøver at gøre, siger han.

Peter Arnfeldt er sigtet for at have lækket oplysninger om Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, til BT. Og samtidig sigtes han for at have forsøgt at lække dele af afgørelsen til Ekstra Bladet.