Advokatrådet kan ikke anbefale at øge ventetiden på familiesammenføring, fremgår det af høringssvar.

København: Selv om der ikke er en direkte sammenlignelig praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så vil det formentlig være en krænkelse af internationale konventioner at udskyde retten til familiesammenføring med tre år.

Sådan lyder vurderingen fra Advokatrådet, der er betegnelsen for bestyrelsen i Advokatsamfundet, der har cirka 6000 advokater som medlemmer.

Advokatrådet slutter sig dermed til en efterhånden anselig gruppe af kritikere af et lovforslag fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der blandt andet går ud på at udskyde retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse.

- Advokatrådet kan ikke anbefale forslaget om udskydelse af adgangen til familiesammenføring til udlændinge med midlertidig beskyttelse, står der i det høringssvar, Advokatrådet har sendt til ministeriet.

Støjberg har selv sagt helt åbent, at der er, hvad hun betegner som en "procesrisiko" ved forslaget. Altså en risiko for, at Danmark vil lide nederlag, skulle det komme til en sag ved menneskeretsdomstolen.

Den opfattelse deler Advokatrådet, som derfor ikke kan bakke op om forslaget.

- Advokatrådet finder, at den danske lovgivning bør indrettes således, at der er størst mulig sikkerhed for, at der ikke sker krænkelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, lyder det i høringssvaret.

Advokat Gunnar Homann, der er medlem af Advokatsamfundets strafferetsudvalg og har særlig ekspertise i asylret, opfordrer direkte til at skrotte forslaget.

- Vi anser det for overvejende sandsynligt, at kommer der en familiesammenføringssag, så vil reglen blive kendt i strid med konventionen, fordi vi simpelthen ikke fremmer det hurtigt nok, siger han til Ritzau.

Af lovforslagets bemærkninger fremgår også, at det er "regeringens opfattelse, at der er tungtvejende argumenter for, at den foreslåede ordning" er forenelig med menneskerettighederne.

De argumenter har Homann dog svært ved at få øje på.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad man har haft i tankerne, siger han.

/ritzau/