Advokat Jørgen Vinding skal vurdere hvilke konsekvenser, Skatteministeriets urigtige oplysninger til Ombudsmanden skal have.

Da Skattesagskommissionen tidligere på måneden offentliggjorde sin længe ventede rapport, fastslog kommissionen, at der er blevet videregivet forkerte oplysninger fra Skatteministeriet til Folketingets Ombudsmand i en udløber af skattesagen, der drejer sig om en afvist aktindsigt.

Kommissionen overlod det til skatteminister Benny Engelbrecht (S) at vurdere hvilke konsekvenser, det skal have at give misvisende oplysninger til Folketingets Ombudsmand. Og ministeren har nu bedt advokat Jørgen Vinding om at forholde sig til det noget mudrede forløb, hvor præmisserne er temmelig uklare.

»For de embedsmænd, der er involveret i den del af sagen, der handler om Ombudsmanden, kan der på grund af de manglende ansvarsvurderinger fra kommissionen endnu ikke drages konklusioner. Jeg har derfor bedt advokat Jørgen Vinding om snarest muligt at foretage en retlig vurdering af, om nogen skal drages til ansvar for denne del af sagen,« skriver Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Jørgen Vinding skal således blandt andet tage stilling til, om Folketingets Ombudsmand reelt fik adgang til alle skattesagens dokumenter.

I efteråret 2010 behandlede Ombudsmanden en klage over en afvist aktindsigt i skattesagen, hvor en journalist fra Jyllands-Posten ikke kunne få svar fra Skatteministeriet på, om daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) var blevet forelagt Thorning og Kinnocks skattesag.

Over for Berlingske har Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, tidligere fremhævet, at det uklare forløb sender den uvildige advokat - nyudpegede Jørgen Vinding - på hårdt arbejde.