Dommerforeningens egen formand, Mikael Sjöberg, advarede Justitsministeriet om sammensætningen af den nu stærkt forsinkede Irak-kommission. Det hjalp dog ikke noget.

Få uger inden regeringen nedsatte den efterhånden berygtede og stærkt forsinkede Irak-kommission, blev Justitsministeriet advaret mod at sætte en dommer i spidsen for kommissionen. Det skete så alligevel kort tid efter, skriver Berlingske.

Advarslen kom fra Dommerforeningens egen formand, Mikael Sjöberg, der i et brev til tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) bad regeringen om at overveje en anden mulighed.

I brevet gør dommerformanden det klart, at nedsættelsen af en Irak-kommission »giver anledning til en række overvejelser« om blandt andet »sammensætningen af kommissionen«. »Det (nedsættelsen af Irak-kommissionen, red.) rejser også spørgsmålet, om det absolut er nødvendigt, at formanden for en sådan eller sådanne undersøgelseskommissioner nødvendigvis skal være en dommer,« skrev Mikael Sjöberg.

Det er interessant, fordi kommissionen siden har døjet med intern splid.

To af kommissions medlemmer har i en skriftlig redegørelse til Justitsministeriet udtrykt deres mistillid til den siddende kommissionsformand, tidligere vicepræsident i Sø-og Handelsretten Michael B. Elmer, som, de ikke mener, er den rette til jobbet.

De interne uenigheder forklares i redegørelsen som en af årsagerne til, at kommissionen efter to år endnu ikke er kommet i gang med sit arbejdet.

Ifølge Sjöberg »advarede« han Justitsministeriet, fordi det er en »usædvanlig opgave« for en dommer at lede en undersøgelse i stil med Irak-kommissionen.

»I sådanne tilfælde som med Irak-kommissionen kunne man jo passende have delt kommissoriet op, så der er nogen - det kunne være universitetsfolk - der tager sig af selve undersøgelsen, mens andre - herunder en dommer eksempelvis - kunne tage sig af de juridiske forhold senere i processen,« siger dommerformand Mikael Sjöberg til Berlingske.

Juraprofessor ved Københavns Universitet Michael Gøtze er enig i dommerforeningens bekymringer. Om Irak-kommissionen siger han:

»Deres opgave er ikke en sagstype, man som dommer i Sø-og Handelsretten, hvor kommissionsformanden jo kommer fra, har brugt meget tid på før. Der beskæftiger man sig ikke med folkeret, men med erhvervsretlige forhold. Når det er sagt, så diskvalificerer det ikke formanden. Men man må sige, at det er en ny boldgade.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Mette Frederiksen (S), men i en mail til Berlingske oplyser Justitsministeriet, at det »ifølge loven skal være en dommer, der er formand for en undersøgelseskommission, hvis der samtidig skal foretages afhøringer«.