Henning G. Jensen fik i august en blodprop i hjertet. Nu er han klar til at vende tilbage til politik.

Aalborg Kommune får inden længe sin borgmester tilbage på den politiske scene. Borgmesteren, Henning G. Jensen, der i august fik en blodprop i hjertet, er således blevet raskmeldt, og han kan inden for 14 dage atter tage borgmesterkæden på.

- Jeg er rigtig glad for, at Henning G. Jensen er raskmeldt og klar til at vende tilbage til borgmesterkontoret. Rekreationsforløbet er gået helt efter planen, og Henning er klar til at genoptage arbejdet om godt to uger, oplyser kommunaldirektør Jens Kristian Munk i en pressemeddelelse.

Henning G. Jensen blev indlagt i begyndelsen af august på Aalborg Sygehus, og her kunne lægerne konstatere, at han havde haft en blodprop i hjertet. 11 dage senere blev han opereret.

Operationen gik efter planen, og efter en kort periode på intensivafdelingen begyndte borgmesteren igen af komme til hægterne.

Sundhedsrådmand Thomas Kastrup Larsen (S) varetog borgmesterens opgaver, mens Henning G. Jensen var sygemeldt.