Der skal gøres status for antallet af akutjob. Men hvordan skal vi vide, om aftalen om akutjob virker, når vi ikke ved, hvem der får dem, spørger Verner Kirk Sand, direktør i AK-Samvirke.

Han forstår ikke, at det ikke er en del af akutjob-aftalen, at man registrerer, om de langtidsledige rent faktisk får fat i et akutjob.

Akutjobpakken skal ellers målrette 12.500 job til de ledige, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet efter nytår.

Men det er først muligt at gøre op, hvor mange langtidsledige, der kommer i akutjob, når staten udbetaler den bonus på op mod 25.000 kroner for hver ledig de private virksomheder og kommuner får i arbejde.

Og det sker tidligst et halvt år efter ansættelsen - langt inde i 2013, hvor mange allerede har mistet deres dagpenge, forklarer direktør for A-kassernes Samvirke Verner Sand Kirk til bt.dk.

- Og så er det jo allerede for sent. For hovedparten af de langtidsledige i risikogruppen står til at opbruge dagpengeretten i de første 2-3 måneder af 2013. Og man er heller ikke klogere, når aftaleparterne mødes midt i december for at gøre status, forklarer han.

Akutjob en lottokupon

- Det er uhensigtsmæssigt, for hvis initiativet viser sig ikke at have nogen effekt, er det lidt af en lottokupon for alle dem, der ellers ryger ud af dagpengesystemet, siger Verner Sand Kirk.

Der er i øjeblikket lidt over 150 opslag om akutjob på jobnet.dk. Men det er stadig op til virksomheden selv at vurdere, hvilken ansøger, der er bedst kvalificeret til jobbet. Derfor er dagpengemodtagerne ikke garanteret de akutjob, der er slået op på siden.

Desto større er behovet for at finde ud af, om de langtidsledige nu får de job, mener Verner Sand Kirk.

KL: Ikke mere bureaukrati
Men i Kommunernes Landsforening mener kontorchef Niels Arendt Nielsen ikke, at der er brug for yderligere initiativer.

- Vi vil ikke oprette et kæmpestort bureaukrati af ekstra registrering til at finde ud af, hvor mange i målgruppen, der har fået job, siger han.

Men det behøver ikke være så omfattende, mener Verner Sand Kirk. Man kunne for eksempel indføre en indberetningspligt, så de ledige, der får akutjob giver besked om det med det samme, forklarer han.

Aftalen om akutjob blev vedtaget af regeringen sammen med Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.