Et flertal af danskerne ønsker en lempelse af dagpengereglerne, viser en ny måling forud for weekendens kongres hos Socialdemokraterne.

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på weekendens S-kongres i Aalborg møder sit socialdemokratiske bagland, vil dagpengespørgsmålet sandsynligvis fortsætte med at spøge, som det har gjort det i den politiske debat de mange sidste måneder.

En ny måling fra Epionion - foretaget for DR Nyheder - hælder yderligere benzin på det bål, da 57 procent af danskerne ifølge målingen gerne så, at de nuværende dagpengeregler blev lempet.

Dermed stemmer et flertal af danskerne i det kritiske kor, som Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti hidtil har ført an i.

Målingen falder samtidig på en dag, hvor Berlingske har kunnet fortælle, at en række LO-forbund vil indstille al økonomisk støtte til Socialdemokraterne på grund af frustrationer over den efterhånden herostratiske dagpengedebat, der har plaget regeringen i månedsvis.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) slog i et interview med web-TV-programmet »Beinovs Hotspot« på b.dk fast, at Socialdemokraterne ikke har tænkt sig at løbe fra den aftale, man indgik med De Radikale, da man i sin tid udformede regeringsgrundlaget. Han understreger, at et opgør med dagpengereglerne kræver, at de Radikale ændrer synspunkt i det ophedede spørgsmål.