Selv om Mellemøsten står i flammer, og millioner er sendt på flugt, siger fire ud af ti danskere, at de vil have færre flygtninge til Danmark, end vi modtager i dag.

Et stigende antal flygtninge banker på Danmarks dør og beder om asyl. Men danskerne siger klart nej til at lukke flere ind, end vi gør i dag, skriver Ugebrevet A4.

Tre ud af fire danskere ønsker, at vi skal tage imod færre eller det samme antal flygtninge som i dag. Og kun hver femte byder flere flygtninge fra Syrien, Irak og andre af verdens brændpunkter velkommen.

Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4. I undersøgelsen er 1.256 repræsentativt udvalgte danskere blevet spurgt, om de i lyset af de krige og konflikter, der lige nu finder sted i verden, synes, at Danmark skal tage imod flere, færre eller det samme antal flygtninge, som i dag.

Her svarer 40 procent, at vi skal tage imod færre flygtninge end i dag. 34 procent svarer, at vi skal tage det samme antal som i dag, mens 18 procent vil åbne dørene for flere mennesker på flugt.

Undersøgelsen viser, at der er markante forskelle på de røde og blå vælgere.

Blandt de vælgere, der ved seneste folketingsvalg satte kryds ved Socialdemokraterne, Radikale, Enhedslisten eller SF, siger lidt over hver tredje vælger ja tak til flere flygtninge.

Omvendt står kun hver tyvende borgerlige vælger med åbne arme over for mennesker på flugt. 60 procent af de blå vælgere ønsker, at Danmark tager imod færre flygtninge end i dag.

Venstres vælgere vender ifølge A4-undersøgelsen også ryggen til flere flygtninge.

»Vi bliver nødt til at være påpasselige med at lukke flere asylansøgere ind. Hvis vi åbner sluserne for meget, får vi simpelthen sværere ved at integrere de asylansøgere, vi har i forvejen,« siger Venstres integrationsordfører Martin Geertsen (V) til Ugebrevet A4.

BNB