Det er ikke bare den økonomiske politik, der vil give Helle Thorning-Schmidt problemer med sit parlamentariske grundlag, når De Radikale ofte vil forhandle med blå blok.

Udlændingepolitikken, herunder 24-års reglen truer også med at ødelægge den gode stemning i rød blok, da både De Radikale og Enhedslisten er inderligt imod. Udlændingepolitikken er et af de mest sprængfarlige emner, og Thorning risikerer at måtte søge flertal med Venstre og Konservative udenom en rasende Margrethe Vestager.

Johannes Andersen, lektor ved institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, mener at udlændingepolitikken kan ryge helt ud.

- Udlændingepolitikken, som man ikke er enig om, vil blive gemt væk. Man vil måske lave mindre justeringer, for eksempel at asylcentre har større adgang til det civile liv, men de sejere problemstillinger bliver det svært at ændre ved. Det vil være til stor utilfredshed for Enhedslisten og De Radikale, siger han til Metroexpress.