KØB PLUS!

3F-formand: Thorning tænker sig ikke om

På trods af at statsministeren tirsdag afviste nye trepartsforhandlinger, så står tilbuddet stadig ved magt. Udfordringerne er der jo endnu, siger Poul Erik Skov Christensen.

Trepartsforhandlingerne var en »fuser«. Fusere skal man ikke gå tilbage til. Ergo skal arbejdsmarkedets parter ikke gå til nye trepartsforhandlinger.

Nogenlunde sådan lød ræsonnementet fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til hendes ugentlige pressemøde tirsdag, da hun kommenterede 3F-formand Poul Erik Skov Christensens forslag om nye møder mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen.

- Det er ærgerligt, at statsministeren ikke tænker sig noget mere om. Jeg forsøgte at række hånden frem for at etablere et samarbejde om nogle af de store udfordringer, der stadigvæk består på arbejdsmarkedet, siger Poul Erik Skov Christensen, der som formand i 3F repræsenterer næsten 350.000 fag- og ufaglærte arbejdere, skriver b.dk.

Men selv om formandens appel om nye forhandlinger kunne virke som en kærkommen mulighed for statsministeren til at lukke hullet på minimum fire milliarder kroner i regeringens 2020-plan, så var afvisningen alligevel klar.

- Der har vi været, og vi var rigtig meget rundt i den diskussion, og det endte blindt. Derfor er der ingen grund til at gå tilbage til en fuser, sagde Thorning.

Ifølge 3F-formanden er der fortsat store udfordringer på det danske arbejdsmarked, og der kunne trepartsforhandlinger bruges til at komme et stykke ned ad den rigtige vej og hjælpe væksten i Danmark i gang.

- Hvis vi nu kunne finde hinanden i en form for politisk aftale om i hvilken retning, vi skal gå, så vil det jo også være med til at skabe tryghed for virksomhederne i forhold til deres vurderinger af, om man kan udbygge og fastholde produktionen i Danmark, siger Poul Erik Skov Christensen til b.dk.

Af andre positive effekter, han ser at trepartsforhandlingerne vil have, nævner formanden, at det kunne afhjælpe nogle af de udfordringer, der ligger i beskæftigelsessystemet, og også de højere efteruddannelseskrav, som flere virksomheder begynder at stille deres medarbejdere.

Derfor håber formanden heller ikke, at statsministerens afvisning er definitiv.

- Udfordringen, om vi kan fastholde produktionsarbejdspladser i det her land, består jo stadigvæk. Derfor synes jeg i det mindste, at det ville være en god idé, hvis vi prøvede at mødes igen. Det er jeg så ked af, at statsministeren ikke synes, der var noget fornuft i, men jeg håber, at det var en form for automatreaktion, og at hun måske vil overveje sit svar endnu en gang, siger Poul Erik Skov Christensen.

Læs også: