Tusindvis af lejere bliver smidt ud af deres lejligheder af kongens foged, fordi de ikke kan betale huslejen. Boligministeren kalder det en »social katastrofe«, og opfordrer kommunerne til at give råd og vejledning til de trængte lejere.

Op mod 3.000 familier sættes hvert år på porten, fordi de ikke har betalt huslejen.

Men mange af udsættelserne kunne formentlig være undgået, hvis kommunerne havde haft mere fokus på at hjælpe de svage lejere, lyder det i en ny rapport fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Rapporten viser, at cirka 27.000 lejere blev sat ud af deres boliger fra 2007 til 2013, men en del af udsættelserne kunne have været undgået, hvis en fjerdedel af kommunerne havde haft det antal udsættelser, man kunne forvente ud fra kommunens forhold.

Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) ærgrer sig over, at så mange lejere smides ud af deres hjem.

»Hver gang et menneske bliver sat på gaden, er det en social katastrofe. Men når vi nu kan se, at mere end hver fjerde kommune har flere udsættelser end de burde, så synes jeg, vi må tage hinanden i ed på, at der skal strammes op,« siger Carsten Hansen.

SFI-rapporten peger på flere initiativer, der kan forebygge, at lejeren smides ud af lejligheden. Det kan for eksempel være gældsrådgivning og rådgivning om boligstøtte. Det viser sig nemlig, at en del af de lejere, der sættes ud af deres bolig, ikke modtager boligstøtte, selv om de er berettiget til det.

Carsten Hansen peger på, at op mod 1.400 af de 27.000 udsættelser kunne have været undgået, hvis kommunerne var mere opmærksomme på at rådgive de trængte lejere.

»Når en by som Aalborg kan komme ned på det forventede niveau og Aarhus under forventet niveau, så viser det jo, at det kan lade sig gøre. Det er ikke let, men vi har værktøjerne, og der er kun vindere, hvis vi gør en ekstra indsats. Først og fremmest beboerne, der ikke bliver hjemløse, men også økonomisk er der rigtig meget at hente ved at holde folk i deres bolig,« siger Carsten Hansen.

Rapporten viser, at det især er kontanthjælpsmodtagere, enlig mænd og unge, der bliver sat ud af deres boliger.